Samsung bliver åndet i nakken af især kinesiske Huawei, og deres sidste to topmodeller, S8 og S9, har ikke været enorme successer på trods af gode anmeldelser. Der har simpelthen manglet lidt spænding om produkterne, der i sammenligning med især Huaweis topmodeller har virket en anelse kedelige. Men det er Samsung godt klar over, og med den nye serie tager koreanerne fat om nogle af problemerne. Og lad mig bare være klar i spyttet: S10+ som denne test handler om, er en af de bedste Android telefoner jeg nogensinde har prøvet. Men det meste af hemmeligheden ligger, interessant nok, i softwaren, der giver Huaweis EMUI baghjul. Men det kommer jeg tilbage til lidt senere.
Design
S8 og S9 var ikke “ægte” fuldskærmstelefoner. De havde en ret tydelig top og bund over skærmen, hvilket fik dem til at se en anelse gammeldags ud sammenlignet med konkurrenterne, der i stedet lavede udskæringer til kameraet i toppen og mere eller mindre droppede en kant i bunden helt. Nu har Samsung så taget skridtet – og det endda lidt længere. De har nemlig droppet at lave en stor udskæring i toppen af skærmen – og i stedet blot skåret et lille hul til kameraet i øverste højre hjørne. På den model jeg har fået til test – S10+ – er det et aflangt hul fordi der er blevet plads til to kameraer. I S10 og S10e er der “kun” et lille hul, fordi der kun er et enkelt kamera. Er det pænt? Njah. Jeg ville da hellere undvære. Men egentlig synes jeg, det er okay harmonisk og det er ikke en reel gene i hverdagen synes jeg. Men det vil der være meget delte meninger om, og det må være op til den enkelte, om det er det er bedre end en “notch”. For mig er det.
Jeg er normalt ikke fan af buede kanter, og det er jeg egentlig heller ikke her. Når det så er sagt, så er dette ikke den værste version jeg har set, og i modsætning til tidligere generationer, så er kanten ikke decideret ubehagelig at holde ved.
Artiklen fortsætter efter annoncen



