Hovedtelefoner

Sennheiser Momentum true wireless

Sennheisers første bud på "ægte trådfri" hovedtelefoner leverer god lyd men har problemer med forbindelsen

Sennheiser er kommet lidt sent ind i kampen om de ægte trådfri hovedtelefoner, men med Sennheiser Momentum True Wireless kaster de sig ud på slagmarken, hvor stort set alle konkurrenterne i forvejen befinder sig – med Apple og deres AirPods som den mest prominente spiller. Og lad mig være ærlig; jeg havde forventet mig lidt mere af Sennheiser – ikke fordi Momentum True Wireless er dårlige, jeg forventer bare, at Sennheiser laver noget, der er sublimt – og der er for mange små detaljer på dette sæt der ikke spiller, til at det er tilfældet.

Design lige i skabet

Opbevaringen/opladeren er generelt i rigtigt god kvalitet.

Sennheiser er kendt for at lave lækre produkter, og Momentum True Wireless oser da også af kvalitet. Opbevaringskassen/opladeren er betrukket med stof, hvilket får den til at være blød og behagelig at røre ved – samtidig med, at den føles ganske solid.

Selve de to enheder stikker ikke så langt ud af ørerne som flere af konkurrenterne, så man ser ikke så fjollet ud som det faktisk er tilfældet med flere konkurrerende produkter (Ja, vi kigger på jer, Apple…!) De virker i øvrigt også ganske solide og velbyggede, og man er ikke i tvivl om at det er kvalitet man propper ind i ørerne.

Lyder fantastisk

Sennheiser kan det med lyd, og her er Momentum True Wireless ingen undtagelse. Lyden er generelt helt perfekt til næsten alt, hvad jeg har lyttet til. Bassen er fyldig uden at blive mudret og vokaler står klart og tydeligt. Hovedtelefonerne kan spille højt uden at der er antydningen af forvrængning og generelt er der bare vellyd over det hele. Jeg har faktisk ikke hørt bedre lyd fra et par ægte trådløse hovedtelefoner endnu, undtagen måske Master and Dynamics MW07, som er ca. lige så gode – og faktisk lyder de to sæt forbavsende ens på mange måder. I hvert fald slår Momentum klart konkurrenter som Apple, Jaybird og de fleste af de andre. Selv Jabras 65T må bøje sig i støvet, for Momentum har en kvalitet i lyden der er noget nær uforlignelig. Jeg vil endda vove den påstand, at de outperformer flere over-ear headsets jeg har hørt, og der skal altså noget til.

Selv ved samtaler er kvaliteten fin – her er Apples AirPods dog stadig kongen. Men når jeg har talt i Momentum ude på en ret støjende gade har der ikke været brok fra den anden ende – noget, der ellers nærmest er standard for mange ægte trådfri hovedtelefoner fordi mikrofonen ofte ikke sidder tæt nok på munden. Men Momentum leverer altså varen her også.

En stor del af de gode lydegenskaber har nok også noget at gøre med pasformen.

Sidder godt

Sennheiser har valgt “vrid-dem-på-plads” formatet, hvor man sætter enhederne ind i øret og vrider dem en halv omgang for at få dem til at sidde fast. Det fungerer upåklageligt, og jeg tror de fleste vil kunne få dem til at sidde fast. De “strammer” godt nok en smule, men det er man mest opmærksom på i starten, og efter ti minutter har man glemt det, og i de knap to uger jeg har testet Momentum er de ikke på noget tidspunkt faldet ud, og jeg har ikke – som jeg har med andre – følelsen af, at de sidder lidt løst ind imellem. Med andre ord er pasformen helt i top.

Touch interface er både godt og skidt

Flere af konkurrenterne har droppet at bruge touchinterface på deres ægte trådløse hovedtelefoner fordi det simpelthen kan være svært at bruge – eksempelvis har Master and Dynamics kun fysiske knapper. Sennheiser har dog her kastet sig ud i touch, og det er både godt og skidt. Generelt fungerer det okay, men systemet kræver ret præcise input. Det nytter ikke at bruge fingerspidsen – der er først reaktion når hele fingeren bliver ført ret fladt hen over overfladen. Det er en tilvænningssag, ja, men alligevel også et irritationsmoment. Ikke desto mindre er det hverken værre eller bedre end de fleste andre løsninger på markedet, så vi må vente på at producenterne får udviklet teknologien så den bliver lidt mere anvendelig. Oftest vil jeg i hvert fald foretrække bare at bruge telefonen til at kontrollere lyden.

Problemer med forbindelsen

Ad flere omgange i testperioden har jeg haft problemer med, at forbindelsen imellem de to enheder simpelthen falder ud eller endda, i et enkelt tilfælde, kommer ud af sync. Det er egentlig underligt, for konkurrenterne havde de samme problemer i starten da de første ægte trådløse hovedtelefoner kom på gaden, men siden da har det aldrig været et problem for andre – men for Sennheiser er det altså. Oftest sker det hvis jeg har haft hovedtelefonerne liggende løst i lommen og forbinder dem igen, men det er også sket et par gange når jeg tager dem ud af æsken.

Alt det andet

USB-C er efterhånden den universelle standard for alle typer enheder – fra computere til hovedtelefoner. Og heldigvis har Sennheiser også kastet sig over den med Momentum.

Til gengæld er Sennheiser Momentum True Wireless ikke vandtætte, og det forventer jeg efterhånden af de fleste produkter jeg har med mig på farten. Bevares, jeg ved godt at de ikke går i stykker af at jeg har dem på i en regnbyge, men når nu eksempelvis Jabra sagtens kan finde ud af at lave vandtætte hovedtelefoner, burde Sennheiser også kunne.

Skal, skal ikke?

Med et prisskilt på knap 2.200 kr. er Momentum True Wireless klart i den dyrere ende af skalaen, og selv om lydkvaliteten er en smule bedre end for eksempel Jabra 65T, så vil jeg klart foretrække Jabras bud på et sæt hovedtelefoner uden ledninger. Hvis man leder efter den allerbedste lyd i klassen er Master and Dynamics bedre, men så skal du også have den store pung frem – dem ville jeg dog også vælge over Sennheiser. Momentum True Wireless er et sæt rigtigt gode hovedtelefoner, men de falder imellem stolene på vigtige områder, og kan kun anbefales hvis du er hardcore Sennheiser fan.

Sennheiser Momentum True Wireless

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

Pris: 2.190 kr.

Momentum True Wireless kommer til kort over for konkurrenterne på flere områder - uden dog at være dårlige.

Tags
Back to top button

Tillid og gennemsigtighed er vigtigt for os.

Vi benytter cookies. Det er en lille tekstfil, der husker dine indstillinger, så du får en bedre oplevelse på sitet. Når du klikker dig videre til siden accepterer du, at vi benytter disse cookies til at indsamle anonyme data om dine aktiviteter på sitet og dele dem med vores samarbejdspartnere. De data kan bruges til at målrette annoncer til dig. Du kan læse mere om dette i vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Privacy Settings saved!
Cookieindstillinger

Når du besøger iNPUT oprettes der små kodetumper, der gemmer og henter data, på din enhed – såkaldte cookies. Her kan du styre hvilke cookies du vil modtage.

Disse cookies er nødvendige for at få websitet til at fungere og kan ikke slås fra i vores systemer.

For at bruge dette website kræves følgende tekniske cookies aktiveret.
  • wordpress_test_cookie
  • wordpress_logged_in_
  • wordpress_sec

Bruges af chatsystemet Disqus til at huske brugerens login på tværs af sites.
  • __jid

Af performancemæssige årsager bruger vi Cloudflare som CDN netværk. Dette bruger cookien "__cfduid" af sikkerhedsmæssige grunde. Denne cookie er nødvendig og kan ikke deaktiveres.
  • __cfduid

Decline all Services
Accept all Services