Det intelligente hjem

Tado Smart Radiator Thermostat Starter Kit

Vil du have stemmestyrede smart-termostater på dine radiatorer, så er tyske Tados løsning et rigtig godt bud. Men den er ikke perfekt. Eller billig.

Intelligent varmestyring via apps og digitale assistenter er et område, jeg har glædet mig usigeligt til at lege med. Igennem de sidste tre måneder har jeg haft installeret to løsninger i min lejlighed på samme tid, nemlig Netatmos Smarte Radiatortermostater og Tados Smart Radiator Thermostat, som jeg anmelder her. Begge sæt kan installeres med realtivt lille indsats og giver mulighed for at styre radiatorer via en app på mobiltelefonen – eller via Siri, Alexa eller Google Assistant.

Netatmo-anmeldelsen kommer ved en senere lejlighed, men lad mig bare udløse spændingen; trods samme funktionalitet, så er der væsentlige forskellige på hvordan de to løsninger løser opgaven – og hver har sine fordele og ulemper. Personligt hælder jeg dog til Tados løsning.

Tado Smart Radiator-systemet består grundlæggende af tre elementer: En trådløs termostat, der kan monteres på stort set alle typer af radiatorer, en app til mobiltelefonen og så en bridge der sørger for, at termostaterne kan kommunikere med app’en.

Opsætning uden problemer

Opsætningen er nem og kræver kun professionel hjælp i yderst sjældne tilfælde. Hvis du allerede har en radiator med f.eks. Danfoss-termostat, kan du med stor sandsynlighed montere Tados modeller i stedet. Der medfølger en række adaptere til forskellige typer radiatorgevind og på trods af, at mine radiatorer har mindst 50 år på bagen, så lykkes det at finde en adapter, der passede.

Startpakken indeholder en bridge og en enkelt termostat.
Det irriterer mig dog, at plastik-adapterne er af ret ringe kvalitet, hvilket giver en utryghed over om termostaten sidder ordentligt. Man KAN købe alternative adaptere på nettet, men så stiger prisen på sættet … og ret skal være ret: Jeg har endnu ikke haft problemer med mine.

En anden ting, der generer mig en smule er, at bridgen skal være tilsluttet routeren via netværkskabel. Det sætter en begrænsning for, hvor bridgen kan placeres, ligesom det optager et af de dyrebare netværksstik på routeren. Og det kan lade sig gøre at lave bridgen trådløs – den løsning har Netatmo valgt – men så går det muligvis ud over funktionaliteten. Det vender jeg tilbage til.

Startpakken indeholder en bridge og en enkelt termostat ¬– men yderligere termostater kan tilkøbes, så hele hjemmet kan dækkes. Billigt er det dog ikke. Startpakken koster en lille tusindelap og de enkelte termostater koster hver 600 kroner. I en lejlighed som undertegnedes, med fem radiatorer, vil det altså koste 3.500 kroner at få dækket hjemmet. De skal være effektive, hvis de skal tjene det hjem på varmeregningen.

Holder øje med om du er hjemme

Her kommer det intelligente ind i billedet, for hele ideen med termostaterne er naturligvis at spare penge på den lange bane. Her brillerer Tado med en funktion, som jeg savner hos konkurrenten fra Netatmo: Tado har en automatisk geofencing, der registrerer når man tager hjemmefra – og når man kommer tilbage. Så kan man for eksempel sætte systemet til at sænke temperaturen til minimum 16 grader mens man er på arbejde. Eller på weekendtur. Netatmo-systemet kræver at man manuelt angiver sig som “ikke hjemme” – og min erfaring er, at det får “man” simpelthen ikke gjort.

Tado har også en funktion der opdager, hvis et vindue står åbent, hvorefter systemet automatisk slukker for varmen i ti minutter. Eller indtil det manuelt slås fra igen. Alt sammen gode funktioner, der er med til at spare på varmekronerne.

Fordele i forhold til Netatmo:
  • Automatisk geofencing
  • Pænere design
  • Bedre app med mere avanceret varmestyring

Ulemper ift. Netatmo:

  • Kræver kablet bridge
  • Adaptere er i elendig kvalitet
Begge systemerne kan naturligvis også indstilles til specifikke temperaturer på bestemte tidspunkter af døgnet – så temperaturen kan sænkes om natten, men være behagelige 21 grader, eller hvad du nu foretrækker, når du skal ud af dynen. Der behøver heller ikke være samme temperatur i alle rum; alle termostater kan indstilles fuldstændig individuelt.

Det kan være en ordentlig mundfuld at komme igennem, men heldigvis er Tados app både grafisk tiltrækkende og forholdsvis nemt at manøvrere rundt i – og når først skidtet er indstillet, er meningen jo, at der ikke behøver at blive pillet ved det.

Hej Siri, hvad er temperaturen i soveværelset?

Apropos pille, så er det også muligt at betjene Tado-systemet med stemmen. Alle de store digitale assistenter understøttes (Siri, Google Assistant og Alexa, red.) og det er svært tilfredsstillende at sidde med fødderne oppe i sofaen og sige ”okay Google, hæv temperaturen i stuen til 23 grader”. De digitale assistenter kan også oplyse om aktuel temperatur i individuelle rum. Og er det ikke nok, så kan Tado også kobles på IFTTT, så du selv kan lære systemet nye tricks.

Jeg testede Tado med både Google Assistant og Siri (via Apples Homekit) og begge løsninger fungerer upåklageligt, selv om det ærlig talt virker en smule overflødigt, den gode app taget i betragtning.

Månedlig rapport

Min rapport for oktober måned (klik på større).
Kan der så spares 31 procent på varmeregningen som Tado hævder? Det er stort set umuligt at vurdere så præcist, men mit indtryk er, at jeg vil spare penge. Hvor meget det ved jeg først til foråret, når ejendommens varmeregnskab gøres op.

Den største fordel er, at der automatisk skrues ned for temperaturen om natten og under de uforudsete ture væk fra hjemmet – en aften i byen med vennerne eller den impulsive weekendtur. Automatisk justering i forhold til vejret udenfor betyder også, at Tado skruer ned for varmen, hvis den ser i vejrudsigten, at det bliver solskin, for på den måde at undgå, at hjemmet bliver for varmt, hvis der ikke er nogen hjemme.

For at give et overblik over besparelser genererer Tado hver måned en oversigt, der indeholder alskens informationer. Til højre kan du læse min okotober-rapport, som bl.a. viser, at Tado har lukket for varmen 80 gange, fordi den har registreret et åbent vindue. Og skriet ned 59 timer, fordi jeg har været væk hjemmefra. Tado hævder, at jeg i oktober har sparet 18,6 procent på varmeregningen i forhold til hvis mine termostater ikke var intelligente.

Jeg glæder mig til at se, om den har ret. Jeg kan måske endda spare nok til, at jeg kan få råd til at købe en termostat mere …

Har du specifikke spørgsmål til Tado-systemet, kan du stille dem i kommentarfeltet nedenfor – så vil jeg svare efter bedste evne.

Tado Smart Radiator Thermostat Starter Kit

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

999 kr.

Utrolig stabilt og velfungerende intelligent varmestyring med et par smarte tricks som giver konkurrenterne baghjul.

Tags
Back to top button

Tillid og gennemsigtighed er vigtigt for os.

Vi benytter cookies. Det er en lille tekstfil, der husker dine indstillinger, så du får en bedre oplevelse på sitet. Når du klikker dig videre til siden accepterer du, at vi benytter disse cookies til at indsamle data om dine aktiviteter på sitet og deler dem med vores samarbejdspartnere. De data kan bruges til at målrette annoncer til dig. Du kan læse mere om dette i vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Privacy Settings saved!
Cookieindstillinger

Når du besøger iNPUT oprettes der små kodetumper, der gemmer og henter data, på din enhed – såkaldte cookies. Her kan du styre hvilke cookies du vil modtage.

Disse cookies er nødvendige for at få websitet til at fungere og kan ikke slås fra i vores systemer.

For at bruge dette website kræves følgende tekniske cookies aktiveret.
  • wordpress_test_cookie
  • wordpress_logged_in_
  • wordpress_sec

Bruges af chatsystemet Disqus til at huske brugerens login på tværs af sites.
  • __jid

Af performancemæssige årsager bruger vi Cloudflare som CDN netværk. Dette bruger cookien "__cfduid" af sikkerhedsmæssige grunde. Denne cookie er nødvendig og kan ikke deaktiveres.
  • __cfduid

Decline all Services
Accept all Services