Nu har TDC sat en dato på nedlukningen af deres 3G-netværk i Danmark. Det sker for at give mere plads til de hurtigere 4G og 5G-netværk, men det kan altså efterlade enkelte brugere med ældre telefoner i problemer. Nu er det nok næppe læsere af denne hjemmeside, der har 3G-telefoner, men derimod ældre mennesker og personer uden det store dataforbrug.
– Kunderne vil derfor have minimum to år til at overveje at investere i en ny mobiltelefon, hvis deres nuværende ikke kan tilgå 4G- eller 5G-nettet. Samtidig vil det fortsat være muligt at gøre brug af vores landsdækkende 2G-netværk til tale og basale datatjenester uanset hvilken mobiltelefon eller hvilket udstyr, man har, siger Andreas Pfisterer, administrerende direktør, TDC NET.
Ifølge TDC er den årlige stigning i dataforbruget via mobilnetværket på 35-40 procent. For at imødekomme udviklingen og fremtidssikre deres mobilnet yderligere, sætter TDC derfor gang i planerne om udfasning af 3G-netværket for at øge kapaciteten til de hurtigere 4G og 5G-netværk.
Artiklen fortsætter efter annoncen

