
Det er ikke mange dage siden, at en fransk testkører gav Tesla Model S Plaid smæk for at være ustabil og farlig. Den testede Plaid var ikke udstyret med Track Pack og det kunne sandsynligvis have gjort en væsentlig forskel.
I hvert fald har Tesla netop offentliggjort en video, hvori en Plaid med Track Pack sætter ny banerekord på den legendariske Nürburgring i Tyskland. Så den må da køre bare nogenlunde stabilt, når den kan opretholde en sådan fart.
Rekorden er blot den seneste i en decideret duel mellem Tesla og Porsche. Model S Plaid og Taycan Turbo S har i flere omgange konkurreret om banerekorden og plukket den fra hinanden.
Porsche har haft rekorden siden august med en omgangstid på 7:33, men nu har Tasla altså nappet rekorden igen. Den formåede at køre en omgang på bare 7 minutter og 25 sekunder. Altså en eftertrykkelig omgang smæk til Taycan Turbo S.
Det mest bemærkelsesværdige er, at det var en Model S Plaid uden andre modifikationer end tilføjelsen af Track Pack. En udvidelsespakke, der inkluderer en motorydelse på 1.020 hestekræfter, racerdæk og bedre bremser. Pakken koster mellem 102.850 og 137.100 kroner oven i bilens pris på 1.371.696 kroner.
Næste træk er jeres, Porsche …
Herunder kan du se bilen sætte omgangsrekord for hurtigste omgang for en elbil i produktion: