Resten af september er der mulighed for at spare rigtig mange penge, hvis du i forvejen pønser på at købe en Tesla. Og det kan du takke regnskabskvartalet for. Skæringsdatoen for tredje kvartal er nemlig den 30. september og Tesla vil gerne have solgt så mange biler som muligt, så de kan leve op til deres egne salgsmål.
Derfor har bilfabrikanten sat prisen ned på alle de lagerbiler, de har tilgængelig herhjemme. Størst er prisnedsættelserne på de to dyreste modeller, nemlig S og X. Her kan man p.t. spare op til 185.000 kroner, hvis man vælger en Model X Plaid. Et bæst, der kan accelerere fra 0-100km/t på bare 2,6 sekunder.
Men der er også penge at spare på både Model 3 og den bedst sælgende bil nogensinde, nemlig Model Y. Kan du leve med en “demobil” med fire kilometer på tælleren, kan du lige nu spare 17.210 kroner på en baghjulstrukken variant. Den aktuelle model står til en pris på 312.780 kroner, mod 329.990 kroner, hvis du bestiller gennem konfiguratoren.
Endnu større besparelse får du, hvis du vælger Long Range-udgaven af Model Y med firehjulstræk. Den står i skrivende stund til 339.580 kroner – 60.000 kroner under listeprisen. Denne demobil har dog 7.896 km på kilometertælleren.
For alle tilbudene gælder det, at slutsedlen skal være underskrevet inden 1. oktober, så salget når med i Teslas regnskab for tredje kvartal.