Toyota C-HR+: 609 kilometer, 343 heste – og dansk pris fra 299.990 kroner

Toyota går elektrisk med fuld kraft: Den nye C-HR+ får 609 kilometers rækkevidde, op til 343 hestekræfter – og en startpris på kun 299.990 kroner. Det gør den til en af de mest potente og prisstærke elbiler i sin klasse.

Toyota har netop løftet sløret for den danske pris på sin næste store elbil – og den lander skarpere end forventet. Den nye Toyota C-HR+ får en startpris på 299.990 kroner for versionen med 77 kWh-batteri og op til 609 kilometers WLTP-rækkevidde. Dermed markerer Toyota sig pludselig som et seriøst bud i el-crossover-klassen – både på pris og ydelse.

Mens mange konkurrenter fortsat kæmper for at balancere pris, rækkevidde og kraft, ser Toyota ud til at have ramt et sweet spot. For selv basismodellen leverer 224 hestekræfter, forhjulstræk og alt det udstyr, man faktisk bruger i hverdagen – fra varmepumpe og nøglefri adgang til en 14-tommer touchskærm med dansk navigation og trådløs Apple CarPlay og Android Auto.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Og vil du have mere kraft, så er der rigeligt at hente. Den firehjulstrukne udgave af C-HR+ bliver nemlig en af de mest potente familiebiler i Toyotas historie. Med 343 hestekræfter klarer den 0-100 km/t på 5,2 sekunder – og må samtidig trække op til 1.500 kilo på krogen.

Prisen på denne er endnu ikke offentliggjort, men på bZ4X er forskellen mellem FWD og AWD på 25.000 kroner og mon ikke det bliver i samme prisleje for Toyota C-HR+?

Bygget til nordisk hverdag

Toyota har tydeligvis haft det nordiske klima i tankerne. Alle versioner af C-HR+ får batteriforvarmer som standard, hvilket betyder hurtigere opladning i kulde, og naturligvis en effektiv varmepumpe. Ifølge Toyota kan man styre forvarmningen manuelt – eller lade bilen selv klare det automatisk.

“Vi fokuserer på udgaverne med den store batteripakke, som både fås med forhjuls- og firehjulstræk – det understøtter C-HR+’s status som en ægte SUV,” fortæller Anders Tystrup, pressechef hos Toyota Danmark.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Den forhjulstrukne version tilbydes i Active-udstyrsniveau, men Toyota holder sig ikke tilbage på listen over standardudstyr. Her får man bl.a. 18-tommer alufælge, LED-lygter, to-zonet klima, bakkamera, el-bagklap og den nyeste Toyota Safety Sense 3-pakke med en lang række førerassistentsystemer.

Topmodellen Executive tilføjer 20-tommer alufælge, panoramakamera, digital nøgle, kunstlædersæder, parkeringsassistent og en indbygget 22 kW AC-oplader – plus mulighed for JBL-lydanlæg og panoramaglastag som ekstraudstyr.

C-HR+ lander i 2026 – Danmark i front

De første danske kunder får nøglerne i hånden i starten af 2026, og Danmark bliver blandt de første lande i verden til at lancere modellen.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

C-HR+ er Toyotas tredje dedikerede elbil efter bZ4X og Urban Cruiser. Ligesom de øvrige elbiler fra mærket leveres den med batterigarantien på op til 10 år eller en million kilometer – så længe serviceplanen overholdes.

Toyota åbner for bestilling senere i oktober, hvor priserne på de øvrige varianter også offentliggøres.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.