Audi er på vej med en helt ny serie af elektriske biler – Audi e-Tron. Den første lander en gang i starten af næste år, men allerede nu har vi fået lov at få en lille prøvetur i e-Tron. Vel at mærke i ørkenen udenfor Abu Dhabi.
Hvad er så specielt ved e-Tron?
Først og fremmest er det den første elektriske Audi. BMW har været på markedet i mange år med deres i-serie – vi anmeldte for nyligt BMW i3S og har tidligere anmeldt superbilen i8. Men nu er turen endelig kommet til, at den anden tyske bilgigant har taget sig sammen og har bygget den første elbil. e-Tron er en stor SUV, der formentlig vil være et alternativ til dem, der ellers kunne finde på at kigge nærmere på Teslas Model X.
Bilen skiller sig især ud ved at det der normalt ville have været sidespejle i stedet er kameraer. Man ser så feedet fra kameraerne inde i kabinen under vinduerne på et par fornuftige skærme. Det tager formentlig lidt tilvænning og på vores køretur i ørkenen blev vi aldrig helt fortrolige med det – men det var en enkelt dag, og efter en uges tid er det formentlig en anden sag – det finder vi ud af, når vi får bilen til test i starten af det nye år.
Artiklen fortsætter efter annoncen

