×
Streaming

Yousee hæver priserne på visse tv-pakker voldsomt

Trods løfter om det modsatte for bare fem måneder siden, har Yousee nu valgt at hæve priserne på sine tv-pakker for visse kunder.

Man har tydeligvis et standpunkt, til man tager et nyt. Også hos Yousee, der i disse dage meddeler en række kabel-tv-kunder, at priserne på tv-pakker stiger per 1. juni. Ret voldsomt endda. Fuldpakken stiger med op til 96 kroner, så prisen lander på 577 kroner om måneden.

Det står i voldsom kontrast til den udmelding som Yousee kom med, da de i november lå i krig mod Discovery om netop priserne:

”YouSee hverken vil eller kan blive ved med at hæve priserne på faste tv-pakker med indhold, som bliver set mindre og mindre. Selvom danskernes seervaner har ændret sig, og der er færre til at være med til at betale for kanalerne, er der fortsat en tendens til, at kanalejerne hvert år forventer højere betaling for deres kanaler. Denne tendens har skabt en negativ spiral af prisstigninger og kundeafgang,” skrev Yousee i en pressemeddelse i den forbindelse.

Det er da også en brødebetynget medarbejder hos Yousee, der har forfattet mailen til kunderne, der begynder med:

“Der er mange andre ting, vi hellere vil fortælle dig om end om en prisstigning. Men der er desværre én på vej. Prisen på dit tv-abonnement er nemlig ikke fulgt med udviklingen, og derfor er vi nu nødt til at hæve den.”

Ifølge Flatpanels.dk er det kunder med “ældre abonnementstyper” der rammes. Yousee uddyber i en mail til iNPUT, at det drejer sig om “en række ældre produkter, hvor prisen ikke er fulgt med den generelle prisudvikling”. Det er ikke en generel prisstigning på YouSee’s listepriser, understreges det.

– Det drejer sig om en mindre andel af vores kunder med produkter, som vi ikke sælger i dag, hvor prisen ikke er fulgt med den generelle prisudvikling. Derfor får de desværre også en større prisstigning. De berørte kunder vil få en mail eller et brev i løbet af de kommende uger, siger Eva Birgitte Bisgaard, kommerciel direktør i YouSee.

Herunder nogle eksempler på prisstigningerne for de forskellige abonnementstyper. Bemærk at forskellige kunder betaler forskellige priser for abonnementerne, så visse typer optræder flere gange på listen.

Tv-pakkeFør1. juniPrisforskel
Fuldpakke481 kr.577 kr.+96 kr.
Fuldpakke513 kr.589 kr.+76 kr.
Mellempakke m. tv-boks378 kr.453 kr.+75 kr.
Mellempakke m. tv-boks413 kr.489 kr.+76 kr.
Mellempakke348 kr.417 kr.+69 kr.
Grundpakke m. tv-boks217 kr.260 kr.+43 kr.
Yousee TV Viasat Stor & Mobil899 kr.939 kr.+40 kr.
Yousee TV Basis med bredbånd629 kr.689 kr.+60 kr.
Grundpakke m. tv-boks232 kr.278 kr.+46 kr.
Kilde Flatpanels.dk/Yousee Facebook

Som det ses, vil nogle kunder der abonnerer på fuldpakken opleve en prisstigning på knapt 100 kroner – eller 20 procent.

Er du kunde hos Yousee – og vil prisstigningerne påvirke det faktum? Giv gerne dit besyv med i kommentarfeltet nedenfor, eller på vores Facebook-side.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.