×
Guides

Her er 6 fede apps til køreturen

En biltur behøver ikke være så kedelig, og med moderne smartphones og tablets kan hele familien komme frem til målet uden at være ved at dø af kedsomhed – det kræver bare et par gode apps! Vi har fundet seks apps, der kan gøre din køretur både lidt lettere og lidt sjovere.

 

Styr på bilturen

Car Dashdroid

Dashdroid er appen for dig der bruger meget tid i bilen. Appen har en brugergrænseflade der er bygget til bilen hvor du kan fjernbetjene musik, navigation og meget mere – både med store, let tilgængelige knapper og via stemmen.
Interfacet består af tre skærme med store knapper, der er lette at komme til. (Husk dog, at du ikke må betjene telefonen når du kører med andet end stemmen!) Hele brugergrænsefladen kan tilpasses din egen smag, og du kan hente ikoner og vælge farver der gør det hele lettere at holde styr på. Du kan også vælge, at eksempelvis wifi slukkes når appen tændes – på den måde sparer du strøm, nu du alligevel ikke er i nærheden af wifi. Du kan til gengæld også vælge, at appen starter når bluetooth bliver forbundet til bilens bluetooth, så du er klar til at køre med det samme.

Undervejs kan du bruge Google Now og stemmestyring til det meste, ligesom du kan få læst SMS’er og mails op. Du kan også få vejrudsigt og trafikudsigt i det let læselige interface.

Pris: Gratis

Google Play: https://itunes.apple.com/dk/app/badland-2/id1007120869

 

Find vej offline

Here Maps

Der findes masser af GPS apps, og det er en god ide at have mindst én installeret på sin mobil eller tablet. Vi er vilde med Here Maps, fordi det fungerer helt uden internetforbindelse. For hvad nytter det, at man har Google Maps på mobilen, hvis man ikke lige har råd til at betale en formue i for dataroaming? Med et mobilabonnement koster det 1,86 kr. pr. MB at gå op online i Europa, men bevæger man sig længere væk, kan priserne komme helt op på til 115 kr. pr MB. Det er de færreste, der gider bruge hele rejsebudgettet på dataroaming. Med Here Maps henter man bare et kort over sit rejsemål, inden man forlader Danmark. Når man så har brug for navigation, fungerer det helt uden internet, og man kan endda søge på lokale seværdigheder og navigere uden problemer. Man kan planlægge sit ferieophold hjemmefra foran computeren. Her kan man oprette en gratis Here Maps konto, hvor man kan lave samlinger med de steder, man gerne vil besøge. Når man gemmer dem på computeren, bliver de automatisk overført til mobil eller tablet. Det kræver, at man er online, men når først samlingerne er gemt på mobilen, kan man efterfølgende bruge Here Maps offline. Der er tale om en virkelig velfungerende app, som er gratis at bruge. Man kan downloade så mange kort, man har lyst til, når bare der er plads på mobilen.

Pris: Gratis

iTunes: https://itunes.apple.com/app/id955837609

Google Play: https://play.google.com/store/apps/details?id=com.here.app.maps

 

Varm op med sprogtræning

Duolingo

Vi finder hele tiden nye steder at tage hen, og det er tit allermest spændende at rejse hen, hvor der ikke er alt for mange turister. Problemet er, at det også tit er steder, hvor de lokale ikke er supergode til dansk. Her kan det være en god ide at øve sig lidt i sproget, så man kan sige nogle få ord og høflighedsfraser på det lokale sprog. Mange steder er det slet ikke nødvendigt at kunne føre en sammenhængende samtale, for folk bliver faktisk ret glade, hvis bare man kan sige nogle få ord. Det viser nemlig, at man gerne vil gøre en indsats, og det kan alle lide. Her kommer den gratis app, Duolingo, ind i billedet. Man kan bruge den til at lære et utal af sprog, så her kan de fleste lære noget. App’en bruger en række meget afvekslende øvelser til at få os til at huske sproget, og det fungerer faktisk godt. Det er måske en god ide at komme i gang lidt før turen begynder, men så kan man få lidt ekstra træning klaret, mens man er på farten.

Pris: Gratis

iTunes: https://itunes.apple.com/dk/app/duolingo-learn-languages-for/id570060128?mt=8

Googl Play: https://play.google.com/store/apps/details?id=com.duolingo&hl=da

 

Brætspil på din tablet

Ludo

I gamle dage, når familien skulle ud på en længere køretur, så kunne ungerne hygge sig på bagsædet med spil. Der var for eksempel så forrygende spil som Ludo, hvor man spillede på en lillebitte, magnetisk spilleplade. Brikkerne havde magneter i bunden, så man kunne spille uden frygt for miste alle brikkerne, selv om bilen drønede ned ad Autobahn. De magnetiske spil findes vist stadigvæk, men nu kan man altså også finde en lang række klassiske brætspil i tablet-versioner. Det gælder også det klassiske Ludo, hvor vinderen er den, der først får sine brikker ind i målfeltet. I app-versionen kan man spille mod hinanden, selv om man sidder med hver sin tablet. Det kræver godt nok, at man er online, men så er der også lagt op til kamp på stregen. Er man ikke på nettet, kan man spille imod digitale modstanderne. Spillet er lavet, så det ligner det gamle spil i træ, og det er faktisk ret hyggeligt at spille for hele familien.

Pris: Gratis

iTunes: https://itunes.apple.com/dk/app/ludo-parchis-free/id630720558?mt=8

Google Play: https://play.google.com/store/apps/details?id=com.whiture.apps.ludoorg

 

Gå i krig på køreturen

Stratego

Er man vokset op i 70´erne og 80’erne, så var spillet Stratego fast tilbehør på turene i sommerhuset eller i campingvognen. Det var selvfølgelig umuligt at spille brætspillet, imens man var på farten. Men det blev helt sikkert fundet frem, når det regnede eller om aftenen, når det var hyggetid. Stratego findes nu også som app, hvor man kan udfordre venner og familie til kamp. Spillerne har hver 40 brikker, der udgør alt fra generaler til spioner og fodsoldater, og så gælder det ellers om at være den første til at finde modstanderens flag. Det er stadig god underholdning, og det bliver bestemt ikke mindre sjovt at, at man nu kan spille det på sin iPad eller Android tablet, imens man sidder i kø på vej sydpå. Spillet er gratis, men her skal man have en internetforbindelse for at kunne lammetæve sine familiemedlemmer.

Pris: Gratis

iTunes: https://itunes.apple.com/dk/app/stratego-multiplayer/id571948941?mt=8

Android: https://play.google.com/store/apps/details?id=air.com.keesing.games.stratego&hl=da

Husk rejsen resten af livet

Day One Journal

En rejsedagbog er en fantastisk måde at genopleve sine ture på. I gamle dage måtte man skrive og sætte billeder i sin notesbog hvis man ville have minder for livet. Men nu er rejsedagbøger blevet digitale. Det betyder, at det er blevet meget letteret at tilføje billeder, videoklip og lydoptagelser til sin rejsedagbog. Day One er en af de bedste, vi har fundet. Day One findes kun til iOS, men der er mange lignende apps til Android. Day One gemmer automatisk positionen, når man skriver et notat eller tilføjer billeder eller videoklip. På den måde kan man bagefter nøjagtigt se, hvor familien fandt det fantastiske frokoststed i Alperne, eller hvor alle fik en spontan dukkert i Provence. App’en kan synkronisere med iCloud og Dropbox. Det er også muligt at lægge sin dagbog på nettet, så familie og venner kan følge med. App’en kan i øvrigt selv minde brugeren på at skrive notater. Så man slipper for at opdage, at halvdelen af ferien er ovre, uden at man har fået noget. Day One ligger også i Mac App Store, og den synkroniserer automatisk på tværs af tablet og computer. Brugerfladen er fantastisk flot, og der er ingen tvivl om, at man vil blive sindssygt glad for sin journal. Den gør det nemt at gemme sine bedste oplevelser, og den gør det nemt at dele dem med andre.

Pris: 8 kr.

iTunes: https://itunes.apple.com/dk/app/day-one-journal-notes-diary/id421706526?mt=8

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.