Skal man tro den notorisk troværdige Bloomberg-journalist Mark Gurman, der har sine kilder i orden, er der rigtig spændende ting i vente for Sonos-fans næste år. Ikke alene kan vi se frem til de mytiske trådløse hovedtelefoner, Sonos vil også gå efter din tv-skærm via en ny Apple TV-lignende set-top-boks.
Det har længe ligget i kortene, at tv-skærmen er et fokus for amerikanerne. Men præcis hvad de havde planer om, får vi altså nu en ide om. I det seneste år har amerikanere rekrutteret medarbejdere til udvikling af et Home Theater OS. Ifølge Gurman kommer det altså til at danne base for en boks, der skal konkurrere mod Apple TV, Chromecast med Android TV m.fl..
Stemmestyring vil spille en fremtrædende rolle på enheden, der beskrives som en lille sort boks. Det fortælles videre, at Sonos er allerede i diskussioner med tjenesteudbydere som Netflix om at udvikle apps til platformen. Men selskabet overvejer også at lancere sin egen tjeneste, som de allerede har gjort med Radio.
Artiklen fortsætter efter annoncen

