Det er bare lidt over et halvt år siden, at min kære kollega havde den første version af Smarter Coffee på testbænken; kaffemaskinen der kan kobles på nettet og betjenes med en app. Dengang fik den høvl for både smartdelen, vandtanken og prisen. Sidstnævnte er der ikke gjort noget ved, men hvad med de øvrige kritikpunkter?
Læssevis af finurligheder
Her er et kort resume for nye læsere: Smarter Coffee 2.0 er en kaffemaskine, der har et par ekstra funktioner i forhold de maskiner, du kender fra dine forældres køkken. For det første har den indbygget kværn, så den kan brygge kaffen på helt friskkværnede bønner. For det andet kan den kobles på netværket – og det åbner naturligvis op for en helt ny verden: Der er integration med den digitale assistent Alexa, mulighed for automatisk brygning via lokation (for eksempel når du kommer hjem fra arbejde) og læssevis af andre finurligheder.
Men i sidste ende er det altså bare en kaffemaskine – og lige præcis den del gør den faktisk temmelig godt. Ikke mindst fordi, den kan male bønnerne lige inden brygningen. Det er endda muligt at indstille hvor groft bønnerne skal males. En virkelig lækker feature. Resultatet er en ret gedigen kop kaffe, der nok ikke giver baristaer englevinger, men bestemt heller ikke falder igennem.
Artiklen fortsætter efter annoncen


