Det ser ud til, at Google for alvor er ved at bakke ud af smarthome-markedet. Techgiganten har netop annonceret, at to af deres velkendte enheder snart er historie – herunder den populære Nest Protect-røgalarm, som har været et fast inventar i mange moderne hjem.
Nest Protect, der både fungerer som røg- og kuliltealarm, har længe været rost for sin smarte funktionalitet med app-notifikationer, stemmealarmer og integration i Googles økosystem. Men nu er det slut. Google har stoppet produktionen af enheden og understreger, at når lagrene er tømt, kommer der ikke flere. Enheden kan i skrivende stund stadig købes til 1.099 kroner i Googles egen webshop, men det er med at være hurtig, hvis man vil sikre sig en.
Det samme gælder den mindre udbredte Nest x Yale-smartlås, som blev lanceret tilbage i 2018. Den har krævet en Nest Connect-enhed for at fungere fuldt ud, hvilket i sig selv har været en hæmsko for udbredelsen. Også denne lås bliver nu udfaset, og når restlageret er væk, er det slut.
Artiklen fortsætter efter annoncen

