Det officielle forbud mod nye benzin- og dieselbiler i EU er sat til 2035 – men nu lufter EU-Kommissionen idéen om at rykke det fem år frem. I hvert fald for firmabiler og udlejningsbiler. Ifølge avisen Bild am Sonntag arbejdes der i EU-kredse på en ny regel, som skal sende fossilflåderne på pension allerede i 2030.
Planen er dog langtfra vedtaget. EU-Kommissionen afviser, at noget er besluttet, og siger, at det hele blot er på idéstadiet – og i øvrigt kommer fra industrien selv. Alligevel ruller kritikken allerede fra både politikere og bilbranchen.
Det handler om volumen. Hele 60 procent af nybilsalget i EU dækkes af firmabiler og biludlejere. Et forbud mod fossile motorer i disse segmenter vil derfor være et kraftfuldt redskab i kampen mod CO2. Målet: At bringe EU tættere på klimamålene og skubbe elbilandelen i vejret.
Artiklen fortsætter efter annoncen

