OnePlus og Hasselblad har været tæt forbundne de seneste fem år – men nu er det slut. Smartphone-mærket har besluttet at droppe samarbejdet med det svenske kamerahus og i stedet satse fuldt ud på deres egen teknologi.
For brugerne betyder det et farvel til det ikoniske Hasselblad-logo på bagsiden af mobilen, men ikke nødvendigvis et farvel til de billedforbedringer, der har præget OnePlus-kameraerne de seneste år. Tværtimod lover kineserne, at arven lever videre i det, de kalder OnePlus DetailMax Engine – en ny kameramotor, der skal løfte detaljeskarphed og farvegengivelse til et nyt niveau.
Ifølge Pete Lau har samarbejdet med Hasselblad været en slags masterclass i farver og billedæstetik, men nu føler selskabet sig klar til at stå på egne ben. Det skriver Lau i et blogindlæg. Filosofien er enkel: Brugerne vil have billeder, der ser virkelige ud – uden kunstig skønhedsfiltrering eller urealistiske “månebilleder”.
Artiklen fortsætter efter annoncen


