Tesla har valgt at stoppe produktionen af den billigste version af Cybertruck, rear-wheel-drive (RWD), blot få måneder efter introduktionen. Modellen er fjernet fra Teslas online konfigurator, og der tages ikke længere imod ordrer på modellen – hvilket må siges at være en indrømmelse af, at den har været en kommerciel fiasko.
Lav efterspørgsel på billigste cybertruck
Cybertruck RWD blev lanceret i april 2025 som et billigere alternativ til den eksisterende all-wheel-drive (AWD) model. RWD-versionen havde en startpris på 70.000 dollars, hvilket var 10.000 dollars billigere end AWD-varianten. For at reducere prisen havde Tesla dog fjernet flere centrale funktioner, herunder aktiv luftaffjedring, motoriseret tonneau-cover, strømudtag i ladet samt en af motorerne.
Trods et stort antal reservationer for Cybertruck generelt – Tesla har tidligere meldt om over 1 million reservationer – viste RWD-versionen sig ikke at tiltrække købere. Tesla sælger i øjeblikket omkring 20.000 Cybertrucks om året, langt under den oprindeligt planlagte kapacitet på op til 250.000 enheder årligt.
Artiklen fortsætter efter annoncen

