Sammen med søsterbilen Renault 5 E-Tech blev Nissan Micra kåret til Årets Bil 2026 af de danske motorjournalister. Det er der virkelig ikke noget at sige til. Det er en yderst vellykket lille elbil, som ligger meget tæt på Renault 5 både teknisk og oplevelsesmæssigt. Under den Nissan-ficerede overflade er de to modeller nemlig helt ens. Selv priserne er identiske.
Valget handler derfor primært om, hvorvidt du er til Renault 5’erens kantede retrodesign eller Nissan Micras mere afrundede og, tør man sige, feminine design. Men der er også en anden væsentlig forskel. Både Nissan og Renault giver fem års nyvognsgaranti, men hvor garantien på Renault 5 gælder op til 150.000 kilometer, udløber garantien på Nissan Micra allerede efter 100.000 kilometer.
Et mere modent udtryk
Micra ser frisk og sympatisk ud, og med små visuelle detaljer hist og her er det virkelig lykkedes Nissan at give bilen sit eget udtryk. Nissan har givet bilen et mere voksent og moderne formsprog end den mere retrofikserede søstermodel, samtidig med at de kompakte proportioner stadig klæder bilen rigtig godt. Micra bevidst går uden om den tunge retrostil og satser i stedet på et mere nutidigt udtryk med diskrete nik til tidligere generationer.
Den er ikke lige så sprælsk som søsterbilen, men vil sandsynligvis tiltrække et mere modent publikum. Det er også en del af dens appel: Hvor nogle små elbiler prøver meget hårdt at være quirky, virker Micra mere helstøbt og mindre anstrengende at se på. Den har stadig personlighed, men på en mere afdæmpet og selvsikker måde. At den samtidig holder fast i de gode, kompakte proportioner, er med til at få den til at se både solid og veltegnet ud.
En detalje, jeg virkelig godt kan lide, er fælgene. De ligner umiskendeligt dyre tilkøbsfælge, men det er faktisk standard-plastikfælge. De ser godt ud, og du behøver ikke tømme opsparingen, hvis du kommer lidt for tæt på en kantsten.



Med tanke på platformen overrasker det ikke, at Nissan Micra er mere underholdende at køre end de fleste biler i klassen. Den er agil, velafbalanceret og har god stabilitet selv i skarpe sving. Den føles sikker, kvik og kompetent på både landevej og motorvej. Førerassistentsystemerne opfører sig, som man forventer, og det er – tak – nemt at slå de EU-bestemte hastighedsadvarsler fra med to tryk på en fysisk knap ved siden af rattet.
Ligesom i søsterbilen er softwaresystemet i Nissan Micra baseret på Google Automotive, som faste læsere vil vide, at vi er svært begejstrede for her på redaktionen. Det giver ikke alene gnidningsfri integration af en række Google-tjenester, men også en fordel i navigationen. Estimaterne af rækkevidden er yderst præcise, og beregning af ruter med indlagte ladestop foregår nemt og smertefrit.
Ikke nogen langturskonge
Nissan Micra er en lille bil, og med et angivet WLTP-forbrug på bare 14,8 kWh pr. 100 kilometer er forbruget lavt. Faktisk en smule lavere end i søsterbilen Renault 5, der er opgivet til 15,9 kWh pr. 100 kilometer. Jeg oplevede det dog lige omvendt på vores sædvanlige testrute, som du kan læse detaljerne om lige her. Micra brugte 22,5 kWh pr. 100 kilometer, mens Renault 5 nøjedes med 18,6 kWh pr. 100 kilometer på samme strækning, da jeg testede den.
Det skal dog nævnes, at der var flere faktorer, som kan have spillet ind. For det første havde jeg en 15-årig med som passager i Micra, mens jeg kørte alene i 5’eren. For det andet blev 5’eren kørt i noget nær optimale betingelser på sommerdæk ved 21 grader. Micra blev derimod kørt på vinterdæk ved 4 grader. Det påvirker naturligvis resultatet.
WLTP-rækkevidden for udgaven med det store batteri er angivet til 415 kilometer, men mit kvalificerede gæt er, at du kan forvente omkring 350 kilometer i godt vejr og ned mod 280 kilometer i vinterperioden ved blandet kørsel.

Det gør ikke Micra til nogen oplagt kandidat til langture, og ladeeffekten hjælper heller ikke på helhedsindtrykket. Micra har nemlig “arvet” en ladeeffekt fra Renault 5, som virker til at underperforme. Det er en generel Renault-ting. Det tog mig 30 minutter at lade den fra 10 til 80 procent, og maks-effekten faldt stille og roligt næsten fra første færd.
Ladekurve: Nissan Micra 52 kWh
Vis data (SOC og kW)
| SOC (procent) | Effekt (kW) |
|---|---|
| 10 | 0 |
| 16 | 91 |
| 23 | 97 |
| 29 | 94 |
| 35 | 90 |
| 41 | 85 |
| 46 | 79 |
| 51 | 75 |
| 55 | 69 |
| 59 | 65 |
| 63 | 60 |
| 67 | 59 |
| 71 | 57 |
| 74 | 54 |
| 77 | 51 |
| 80 | 46 |
| 83 | 40 |
| 85 | 35 |
| 87 | 33 |
| 89 | 33 |
| 91 | 33 |
| 93 | 32 |
| 94 | 32 |
| 96 | 28 |
| 98 | 28 |
| 99 | 26 |
| 100 | 20 |
Ladetidskurve: Nissan Micra 52 kWh
Vis data (tid og SOC)
| Tid (min) | SOC (procent) |
|---|---|
| 0 | 10 |
| 2 | 16 |
| 4 | 23 |
| 6 | 29 |
| 8 | 35 |
| 10 | 41 |
| 12 | 46 |
| 14 | 51 |
| 16 | 55 |
| 18 | 59 |
| 20 | 63 |
| 22 | 67 |
| 24 | 71 |
| 26 | 74 |
| 28 | 77 |
| 30 | 80 |
| 32 | 83 |
| 34 | 85 |
| 36 | 87 |
| 38 | 89 |
| 40 | 91 |
| 42 | 93 |
| 44 | 94 |
| 46 | 96 |
| 48 | 98 |
| 50 | 99 |
| 52 | 100 |
Det er dog ikke nogen dealbreaker, for Nissan Micra sælges først og fremmest som en pendler- og bybil. Men det er naturligvis værd at tage med i overvejelserne.
iNPUT mener …
Prisen på Nissan Micra starter ved 189.990 kroner, men den testede udgave med det store batteri står til 226.900 kroner, og den er efter min mening alle pengene værd. Indstigningsudgaven har et væsentligt mindre batteri med en WLTP-rækkevidde på 340 kilometer, realistisk nok tættere på 220 kilometer ved blandet kørsel. Det er efter min mening det forkerte sted at spare 37.000 kroner, både i daglig brug og i forhold til en eventuel gensalgsværdi. Ikke mindst fordi den billigste variant heller ikke har Google Automotive.
Nissan Micra er ikke en bil for hvem som helst. Men leder du efter en elbil, der primært skal bruges af to personer og ikke skal på langture til Sydeuropa, er Micra en model, du ikke bør overse. Den er supercharmerende at se på, sjov at køre og har en kabine, der føles som i en langt dyrere bil.
Det eneste reelle minus er garantien, der er 50.000 kilometer kortere end hos Renault. Det er til gengæld prisen for at vælge Micraens mere rolige og voksne design frem for Renault 5’erens mere sprælske fremtoning.
Nissan Micra
Design og komfort
Køreegenskaber
Software
Førerassistentsystemer
Rækkevidde
Opladning
Fra 189.990 kr.
Ligesom søsterbilen Renault 5 er Nissan Micra vidunderlig at køre. En fantastisk bil, hvis du kan gå på kompromis med ladehastigheden og pladsen på bagsædet.












