TEST

TEST: Volkswagen ID.3 Neo føles endelig som en rigtig Volkswagen

Volkswagen ID.3 Neo har fået den kabine og betjening, den altid burde have haft. Men på langturen afslører opladningen stadig en klar svaghed.

ID.3 Neo iNPUT anbefaler: 81 procent
Volkswagen ID.3 Neo (foto: iNPUT)

Jeg har altid haft en svaghed for Volkswagen ID.3. Det har bare været svært at forklare helt logisk. For selv om grundideen hele tiden har været god – en relativt kompakt, rummelig og baghjulstrukket elbil med Volkswagen-logo på næsen – har ID.3 gennem årene haft en imponerende samling af mangler.

Kabinen var simpel og flere steder direkte billig. Softwaren var notorisk ustabil. Betjeningen var unødigt besværlig. Rækkevidde og opladning var middelmådig. Og for os danskere var der endnu en temmelig væsentlig begrænsning: Man kunne ikke få bilen med en rigtig trækkrog og dermed heller ikke spænde en trailer efter den. Det gjorde ID.3 til en bil, jeg ofte bedre kunne lide end forsvare.

Nu kommer ID.3 Neo, og Volkswagen har tilsyneladende besluttet sig for at gøre noget ved næsten hele listen. Det mærker man nærmest fra det øjeblik, man sætter sig ind.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kabinen er blevet markant mere lækker, betjeningen er langt mere gennemtænkt, og Volkswagen har gjort noget så gammeldags som at bringe de fysiske knapper tilbage. Samtidig er ID.3 blevet mere effektiv, har fået nogle af de bedste førerassistenter, vi endnu har prøvet, og kan med det store batteri officielt køre mere end 600 kilometer på en opladning.

Til 379.975 kroner for den testede 79 kWh-version er forventningerne imidlertid også høje. Og der er stadig områder, hvor Neo ikke følger med de bedste konkurrenter.

Nu føles kabinen som en Volkswagen

Den største forbedring finder man ikke i drivlinjen, men lige foran næsen på føreren. Den oprindelige ID.3 havde en kabine, der flere steder lignede resultatet af en spareøvelse. Neo er noget helt andet. Instrumentbordet er redesignet, materialerne er blevet markant bedre, og helhedsindtrykket er ganske enkelt langt mere lækkert. Det føles igen som en kabine, der passer til VW-logoet på rattet. Men den vigtigste ændring er faktisk endnu mere lavpraktisk.

De trykfølsomme felter på rattet er erstattet af rigtige fysiske knapper. Førerdøren har igen fire separate kontakter til de fire sideruder. Og generelt kræver bilen langt sjældnere, at man kigger ned for at udføre en helt almindelig funktion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er også et næsten komisk eksempel på, hvordan fremskridt nogle gange består i at genindføre noget, der virkede fint i første omgang.

Der er samtidig god plads. ID.3 er stadig en forholdsvis kompakt bil udefra, men den lange akselafstand giver fine pladsforhold, også bagi. Bagagerummet rummer 383 liter, hvilket er ganske ordinært i klassen.

Udvendigt er ændringerne mindre dramatiske. Neo har fået Volkswagens nyeste designsprog og fremstår mere moden og helstøbt, men det er stadig ikke en bil, man nødvendigvis vender sig om efter på parkeringspladsen.

Og til næsten 380.000 kroner skal en kabine naturligvis også være god.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Meget Volkswagen at køre

ID.3 Neo med det store batteri har baghjulstræk, 231 hk, 350 Nm og et batteri på 79 kWh netto. Det gør den bestemt ikke langsom, men Neo forsøger heller ikke at bilde nogen ind, at den er en sportsvogn. Den er først og fremmest behagelig.

Styringen er præcis, bilen er nem at placere, og baghjulstrækket er med til at give den en imponerende lille venderadius på 10,2 meter. Affjedringen klarer både motorvej og bykørsel overbevisende, og bilen føles rolig og velafstemt. Den er med andre ord rigtig god til at være Volkswagen.

Men den gør ikke ret meget, der overrasker. Der mangler den sidste finesse og køreglæde, før vi vil kalde køreegenskaberne bedre end forventeligt til prisen. Neo skal roses for sin komfort, balance og raffinement snarere end for at være specielt underholdende.

De bedste førerassistenter, vi har prøvet

Her ændrer historien sig. For ID.3 Neos førerassistenter leverer ikke bare det forventelige. De er efter min mening blandt de allerbedste på markedet. Connected Travel Assist styrer både hastighed og bilens placering i vejbanen på en måde, der opleves bemærkelsesværdigt naturlig. Den laver ikke de konstante nervøse korrektioner, man oplever i mange konkurrerende systemer, og den føles sjældent som noget, føreren skal kæmpe imod.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Også når vejstriberne bliver mindre tydelige, klarer systemet sig meget overbevisende.

Og så er der en ny funktion, som viste sig langt mere nyttig, end den måske lyder på papiret: trafiklysgenkendelse. Den nye generation af Travel Assist kan registrere trafiklys og blandt andet reagere på rødt lys som en del af den assisterede kørsel. Funktionen er en officiel del af den nye softwaregeneration i ID.3 Neo.

Det fungerer så naturligt, at man hurtigt begynder at savne funktionen, når man skifter til en anden bil. Samtidig har Volkswagen forstået noget, som stadig volder overraskende mange producenter problemer: Et godt assistentsystem handler ikke om at gribe ind mest muligt, men om at gøre det rigtige på det rigtige tidspunkt.

En gammel mangel består

Det gør det desto mere frustrerende, at Volkswagen stadig ikke har løst én af de mest konkrete begrænsninger ved ID.3. Den må fortsat ikke trække en trailer. Der kan godt monteres en aftagelig holder beregnet til eksempelvis cykler med op til 75 kilos belastning, men det gør den ikke til en bil, man kan spænde en trailer eller campingvogn efter. Det var irriterende på den gamle ID.3, og det er stadig et åbent sår på Neo.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ikke mindst i Danmark, hvor en trækkrog for mange familier ikke handler om at slæbe en to tons campingvogn gennem Alperne, men om en tur på genbrugspladsen, byggemarkedet eller sommerhuset med en almindelig trailer.

Når Volkswagen nu har fået styr på så mange af bilens gamle svagheder, virker det stadig mere besynderligt, at netop den begrænsning hænger ved.

Overraskende effektiv

På ét vigtigt område er der til gengæld sket store fremskridt. Vores testbil har det største batteri på 79 kWh netto, og Volkswagen angiver en officiel rækkevidde på omkring 626 kilometer WLTP, afhængigt af konfiguration. På iNPUTs faste testrute målte vi et gennemsnitligt forbrug på 19,0 kWh/100 km ved 18 grader. Det placerer Volkswagen ID.3 Neo som nummer seks blandt 30 biler, vi hidtil har kørt gennem testen.

Forbrug på iNPUTs testrute

Samme rute. Samme måleenhed. Temperatur og dæk kan stadig påvirke resultatet.

Nr. 5 af 30 testede biler 19,0 kWh/100 km
#ModelGennemsnitTemp.
1 Renault Twingo E-Tech 16,8 kWh/100 km 18,0 °C
2 Toyota C-HR+ Active 77 kWh AWD 18,0 kWh/100 km 25,0 °C
3 Xpeng P7+ RWD Long Range 18,6 kWh/100 km 22,0 °C
4 Renault 5 E-Tech 52 kWh 18,7 kWh/100 km 21,0 °C
5 Volkswagen ID.3 Neo 79 kWh 19,0 kWh/100 km 18,0 °C
6 Ford Puma Gen-E Premium FWD SR 19,0 kWh/100 km 24,0 °C
7 BYD Dolphin Surf Active 19,3 kWh/100 km 21,0 °C
28 Polestar 4 Long Range Single Motor* 27,5 kWh/100 km 3,0 °C
29 Volkswagen ID.Buzz Lang 28,1 kWh/100 km 8,5 °C
30 Hyundai Ioniq 9 Performance AWD* 28,2 kWh/100 km 10,0 °C

* Testen er udført på vinterdæk.

Kun Renault Twingo E-Tech, Toyota C-HR+, Xpeng P7+, Renault 5 E-Tech og Ford Puma Gen-E har brugt mindre strøm på samme rute. Det er et fremragende resultat – endnu mere fordi testeksemplaret endda var udstyret med 20-tommer fælge, der ikke hjælper på forbruget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vores rute indeholder lange stræk med både 110 og 130 km/t, hvor elbilernes forbrug hurtigt stiger. At en bil med et relativt stort 79 kWh-batteri alligevel placerer sig så højt, siger en del om effektiviteten i Volkswagens nye drivlinje.

Med 79 kWh til rådighed svarer vores målte forbrug matematisk til omkring 416 kilometers rækkevidde, hvis man fortsætter under samme forhold fra 100 til 0 procent.

Det er betydeligt mindre end WLTP, men det er ikke usædvanligt på vores relativt hurtige testrute. Det relevante er sammenligningen med de øvrige biler, der bliver udsat for præcis samme behandling.

Men hvorfor lader den ikke hurtigere?

Så langt, så godt. Problemet opstår, når strømmen skal tilbage i batteriet. 79 kWh-versionen kan maksimalt modtage 183 kW DC, og Volkswagen angiver 10 til 80 procent på 29 minutter. Jeg gjorde det på 28 minutter, og det er ikke langsomt i absolut forstand.

Men ID.3 Neo koster næsten 380.000 kroner, og i dag findes der biler omkring samme pris, der med moderne 800-voltsarkitektur kan fylde markant mere energi på batteriet på samme tid. Volkswagen holder til gengæld en forholdsvis stabil ladeeffekt gennem en stor del af sessionen. Det kan være en fordel, hvis man bliver stående og lader fra eksempelvis 10 til 80 procent.

DC-ladekurve: Volkswagen ID.3 Neo

Måledato: 7. september 2026 · Temperatur: 18 °C

Gns. kW (10–80): 134 kW

DC-ladetidskurve: Volkswagen ID.3 Neo

Måledato: 7. september 2026 · Temperatur: 18 °C

Ladetid (10–80): 28 min.

Men det er ikke nødvendigvis den bedste løsning for den, der kører langt.

Hvis man kun holder 15 minutter, er det i stedet afgørende, hvor meget energi bilen kan nå at tage imod i præcis det vindue. Her får biler med højere effekt tidligt i ladekurven en betydelig fordel.

Det ses tydeligt i vores 100+15-test, hvor vi beregner, hvor langt bilen kan komme med en fuld opladning efterfulgt af et ladestop på præcis 15 minutter. Med vores målte forbrug og bilens faktiske opladning når ID.3 Neo 565 kilometer. I den tilsvarende teoretiske beregning baseret på WLTP-data når den 821 kilometer. Det er et gab på hele 256 kilometer.

100+15-TESTEN Volkswagen ID.3 Neo Style 231hk

Hvor langt kommer bilen i alt, hvis du starter med 100 % batteri, kører ned til 10 %, lynlader i 15 minutter og fortsætter til 10 % igen?

Start
100% SoC
15 min.
10% SoC
374 km 191 km
Stop
10% SoC
= 565 km

iNPUTs måling bygger på bilens målte forbrug og den målte ladekurve.

Det illustrerer paradokset ved ID.3 Neo ganske godt: Den er meget effektiv, mens den kører, men den kan ikke omsætte effektiviteten til en tilsvarende imponerende langturspræstation, fordi den ikke får energi hurtigt nok tilbage i batteriet under korte ladestop.

Endelig den ID.3 jeg hele tiden håbede på

Min lidt irrationelle svaghed for ID.3 er blevet betydeligt lettere at forsvare. For Volkswagen har faktisk løst langt størstedelen af det, der gjorde den oprindelige bil frustrerende.

Kabinen føles ikke længere som et spareprojekt. Fysiske knapper har gjort betjeningen langt bedre. Softwaren og assistentsystemerne har taget et enormt spring fremad. Og hvor rækkevidde og effektivitet tidligere var ganske ordinære, ligger Neo nu blandt de bedste biler, vi har målt på vores faste testrute.

Det er en bemærkelsesværdig forvandling. Men ikke en fuldstændig en.

Lynopladningen følger ikke med de hurtigste konkurrenter, og den manglende mulighed for at trække en trailer er fortsat et mærkeligt hul i en bil, der på så mange andre områder er blevet en særdeles kompetent familiebil. Det er næsten mere irriterende nu end tidligere, fordi resten af pakken er blevet så meget bedre.

MERE OM SAMME EMNE:

ID.3 Neo er derfor ikke perfekt. Men for første gang er min svaghed for ID.3 ikke længere særlig vanskelig at forklare.

Testbilen er med ekstraudstyr i form af 20-tommer Zwickau-letmetalfælge, Assistentpakke, krog til cykelholder og farven Norwegian sea blue metallic. Den samlede pris er 369.975 kroner. Men ID.3 Neo Style 231hk kan fås fra 334.995 kroner.

Volkswagen ID.3 Neo Style 231hk

379.975 kroner

Volkswagen har endelig fået rettet næsten alle de fejl, der gjorde ID.3 svær at anbefale. Neo har et markant bedre interiør, fremragende effektivitet og markedets måske bedste førerassistenter. Men opladningen er kun middelmådig til prisen – og den manglende trækkrog er stadig et irriterende hul i pakken.

Styrker

  • Markedsledende førerassistenter
  • Fremragende effektivitet
  • Meget bedre interiør
  • Fysiske knapper

Svagheder

  • Ingen mulighed for trailer
  • For langsom lynopladning til prisen

Score

81%

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.