Elbiler stjæler det meste af opmærksomheden. Men nu forsøger kinesiske Geely at vende blikket tilbage mod hybriden med et nyt system, der ifølge bilproducenten kan presse benzinforbruget ned på et opsigtsvækkende lavt niveau.
Den kinesiske bilkoncern har præsenteret sin nye generation af hybridsystemet i-HEV, som står for “Intelligent Energy”. Geely hævder, ifølge CarNewsChina, at systemet har opnået et Guinness-verificeret forbrug på 2,22 liter pr. 100 kilometer ved blandet kørsel. Det svarer til cirka 45 kilometer på en liter benzin.
Geely satser bredt på den nye hybrid
Det nye hybridsystem er ikke udviklet til en enkelt specialmodel. Geely siger tværtimod, at teknologien skal ud i mærkets store volumenmodeller. De første biler med systemet bliver Geely Preface og SUV’en Geely Monjaro. Her er de officielle forbrugstal mere jordnære end rekordtallet: Preface i-HEV er opgivet til 3,98 liter pr. 100 kilometer efter WLTC, mens Monjaro i-HEV står til 4,75 liter pr. 100 kilometer.
Artiklen fortsætter efter annoncen

