Lexus har længe været kendt for komfort, støjsvage kabiner og en næsten stædig japansk tilgang til kvalitet. Nu forsøger mærket at pakke det hele ind i en elektrisk SUV i familieformat.
Den nye Lexus TZ er en 5,1 meter lang elbil med tre sæderækker, firehjulstræk og plads til seks personer. Dermed går Lexus direkte efter de familier, der vil have noget større og mere eksklusivt end de almindelige elektriske SUV’er – men som ikke nødvendigvis vil ende i en tysk mastodont.
En elektrisk lounge på hjul
Lexus kalder selv kabinen for en “Driving Lounge”, og det siger en del om ambitionen. TZ skal ikke bare være stor. Den skal føles som et roligt, luksuriøst opholdsrum på hjul. Anden sæderække består af individuelle kaptajnstole, mens tredje række ifølge Lexus også er tænkt til voksne passagerer. Fordi bilen er bygget som elbil fra bunden, har Lexus kunnet placere de bagerste sæder lavere i kabinen. Det skal give bedre benplads, mere hovedplads og en mere naturlig siddestilling.
Artiklen fortsætter efter annoncen




