Samsung har længe været en af de stærkeste producenter af TV og soundbars, men på markedet for trådløse højttalere har virksomheden levet en mere anonym tilværelse. Music Studio 5 er et forsøg på at ændre det. Den satser ikke kun på god lyd, men også på et design, der skal fungere som en del af indretningen, samtidig med at den passer ind i både Apple-, Google- og Samsung-hjem. Efter et par ugers brug sidder jeg tilbage med indtrykket af, at Samsung er lykkedes overraskende godt.
Et design man har en holdning til
Music Studio 5 er udviklet sammen med den franske designer Erwan Bouroullec, og det kan ses. Hvor mange højttalere forsøger at forsvinde i indretningen, gør Samsung det modsatte. Den organiske form og de bløde linjer giver højttaleren karakter, og den ligner mere et møbel end et stykke elektronik. Det betyder også, at designet uden tvivl vil dele vandene.


Jeg har testet den hvide model, og personligt synes jeg, Samsung er sluppet rigtig godt fra opgaven. Materialerne virker solide, samlingerne er flotte, og den føles som et produkt i en højere prisklasse. Det er en højttaler, man sagtens kan lade stå fremme, også når der ikke bliver spillet musik.
Opsætningen starter lidt skævt
Opsætningen foregår gennem SmartThings. Her ramte jeg den eneste reelle irritation under testen. Installationen fejlede flere gange, før højttaleren endelig blev registreret korrekt. Om det skyldtes en midlertidig softwarefejl eller uheld, ved jeg ikke, men førstehåndsindtrykket kunne være bedre.

Da højttaleren først var registreret, var der ikke længere problemer af nogen art. SmartThings fungerer fint til de få indstillinger, man har brug for, og det tog kun få øjeblikke at få højttaleren ind i både Apple Home via AirPlay 2 og Google Home. Bluetooth fungerer naturligvis også uden problemer, hvis man blot vil streame direkte fra telefonen.
Åben for næsten alle økosystemer
Noget af det mest positive ved Music Studio 5 er, at Samsung ikke forsøger at låse brugeren fast. AirPlay 2 fungerer upåklageligt (men mangler selvfølgelig at kunne aktivere Siri, for det er kun Apples egne højttalere der kan det), Google Home er let at integrere, og Bluetooth er hurtigt og stabilt. Google Assistant understøttes også, selv om Gemini endnu ikke er tilgængelig, som den er på Googles egne højttalere. Desværre kan det blive et problem senere, for det er ikke klart om Gemini kommer til andre smarthøjttalere end Googles egne, og som du kan se i min anmeldelse af den nye Google Home højttaler gør det virkelig en forskel. Men det er altså ikke sikkert det nogensinde kommer, og hvis det gør, om Music Studio 5 så overhovedet har kræfterne til at køre det. Men det må vi vente og se.
I praksis betyder den gode understøttelse af andre økosystemer, at højttaleren passer lige godt ind, uanset om resten af hjemmet primært består af iPhones, Android-telefoner eller Samsung-produkter. Den fleksibilitet savner man hos flere konkurrenter. (Ja, jeg kigger på jer, Apple…)
Lyden er den største overraskelse
Forventningerne var faktisk rimelige efter jeg har hørt højtaleren i Milano tidligere på året, men Music Studio 5 ender alligevel med at overraske positivt. Lyden er ganske enkelt rigtig god. Samsung har fundet en vellykket balance, hvor bassen har masser af fylde uden at blive dominerende. Selv med standardindstillingerne bliver den aldrig kunstigt oppustet, og det gør højttaleren behagelig at lytte til over længere tid.
Stemmer står klart i lydbilledet, og instrumenter adskilles flot. Der er god energi i toppen uden at diskanten bliver skarp eller anstrengende. Samtidig opleves lydbilledet større, end højttalerens størrelse umiddelbart antyder, blandt andet fordi spredningen er rigtig god. Man behøver ikke sidde præcis foran højttaleren for at få en god oplevelse.
Jeg har lyttet til alt fra akustiske optagelser og jazz til pop, rock og elektronisk musik. Fælles for alle genrer er, at Music Studio 5 lyder afbalanceret. Den forsøger ikke at imponere med overdreven bas, men prioriterer i stedet en naturlig gengivelse, hvor detaljerne stadig får plads.
Masser af overskud
Selv ved høj lydstyrke holder Music Studio 5 godt sammen på lyden. Den kan uden problemer fylde en stor stue, og jeg oplevede aldrig, at den begyndte at lyde presset. Dynamikken bevares overraskende godt, og det er tydeligt, at Samsung har arbejdet med digital signalbehandling og automatisk lydoptimering for at holde balancen intakt.
Lydmæssigt placerer den sig efter min mening mellem Sonos Era 100 og Apple HomePod. HomePod har stadig en smule mere fylde og rumfornemmelse, mens Era 100 er en anelse mere neutral. Til gengæld er forskellene mindre, end prisen antyder, og Samsung leverer en præstation, der gør den til en seriøs konkurrent.
God idé sammen med et Samsung TV
Jeg har desværre ikke haft mulighed for at teste to Music Studio 5 som stereopar, og det er egentlig ærgerligt, for det virker oplagt. Til musik vil det uden tvivl give et bredere stereoperspektiv, og som TV-løsning kunne det være et interessant alternativ til en soundbar. Jeg har dog prøvet højttaleren sammen med et Samsung TV, og allerede her giver den god mening. Dialog bliver tydeligere, film får mere tyngde, og den samlede oplevelse løftes markant i forhold til TV’ets indbyggede højttalere. Selv i mono.
En stærk konkurrent
Prisen på omkring 2.000 kroner placerer Music Studio 5 i et af markedets mest konkurrenceprægede segmenter. Netop derfor er det imponerende, hvor komplet oplevelsen er. Når først opsætningen er overstået, fungerer højttaleren stabilt, den lyder fremragende, og den er nem at bruge i hverdagen.
Designet vil uden tvivl være den mest personlige del af vurderingen. Jeg kan godt lide det, men jeg er også klar over, at nogle vil foretrække et mere traditionelt udtryk. Heldigvis er lydkvaliteten så god, at højttaleren har langt mere at byde på end blot sit udseende.
Konklusion
Samsung Music Studio 5 giver et rigtig godt helhedsindtryk. Den første opsætning kunne være mere problemfri, og det ville være rart at se Gemini-understøttelse på et tidspunkt. Ser man bort fra det, er der meget lidt at kritisere. Lyden er blandt de bedste i prisklassen, byggekvaliteten er høj, og den brede understøttelse af Apple Home, AirPlay 2, Google Home, Google Assistant og Bluetooth gør den usædvanligt fleksibel. Leder du efter en trådløs højttaler omkring 2.000 kroner, fortjener Samsung Music Studio 5 en plads helt øverst på listen.
Samsung har samtidig undgået at overkomplicere produktet. Man bliver ikke mødt af et væld af avancerede indstillinger, men de funktioner, der er, fungerer, og det gør højttaleren let at anbefale til både teknikinteresserede og almindelige brugere.
Du kan læse mere om Samsung Music Studio 5 her.
Samsung Music Studio 5
Design - 85%
Lydkvalitet - 85%
Byggekvalitet - 80%
Intelligens - 70%
Brugervenlighed - 75%
79%
1.999 kr.
Samsung Music Studio 5 imponerer med imponerende lyd, markant design og bred understøttelse af flere platforme.








