Overraskende lydkvalitet
Tager jeg størrelsen af HomePod med i betragtning må jeg sige, at den leverer en aldeles fornuftig lyd. Den er fyldig og præcis uden at være for skarp, og selv i et ganske stort rum giver to HomePods en fornuftig dybde i musikken. Og netop i stereo er det, at højttaleren skiller sig lidt ud; her får du altså smæk for skillingen, og selv om det ikke er på niveau med eksempelvis to Sonos Play 5’ere, ja så er der altså virkelig glimrende kvalitet at hente – også i større rum.
Sætter man et stereo par op – og det er en ganske let proces – får man en betydeligt bedre løsning end med den ene højttaler – naturligvis. Der er endnu mere bund og stereospredningen er glimrende. Det er et dyrt setup – over 5.000 kr. – men jeg synes faktisk, lydkvaliteten er det værd.
Apple vil gerne sælge HomePod som et lydsystem til tv’et også. Her bliver det en smule sværere. For godt nok er det ekstremt let at sætte op sammen med et fjernsyn – eller rettere med et Apple TV – og lyden er da heller ikke værst. Det er bare ikke i nærheden af en soundbar af en nogenlunde kvalitet – og slet ikke, hvis man tager i betragtning at der ikke er en subwoofer til at give lyden den ekstra bas der ofte skal til i film og serier. Så med andre ord; hvis du vil have lyd til din 40″ skærm i soveværelset som du alligevel bruger sammen med et Apple TV – ja, så er det meget fint at bruge to HomePods. Men hvis du i forvejen har et surroundsystem af en hvis kvalitet i stuen, så er der altså ret lang vej igen. Desværre.
Siri genopstår
Jeg har altid haft det lidt stramt med Siri. Det tror jeg måske de fleste Apple brugere har. Men det er som om, Siri får nyt liv på HomePod’en. Hun er blevet meget – MEGET – skarpere og reagerer nu betragteligt hurtigere og mere præcist end den Google Assistant jeg ellers plejer at bruge derhjemme. Selv relativt komplicerede forespørgsler klarer hun uden problemer. Det er faktisk ganske imponerende, så intelligent hun er gået hen og blevet. Musik afspilles meget hurtigere end hvad jeg er vant til fra mit Sonos/Google setup – faktisk også betydeligt hurtigere end fra de Google højttalere jeg ellers også har testet. For første gang må jeg sige, at jeg er okay tilfreds med Siri. Hvem skulle have troet det? Har man bunker af Smarthome produkter derhjemme leverer Siri altså glimrende integration til hjemmet, og i hun er jo endda kommet med i Matter klubben, så det er virkelig en forandret assistent, der er bygget ind i Apples højttaler.
Artiklen fortsætter efter annoncen