Elselskab politianmeldes af forbrugerombudsmanden – igen

Elselskabet Enly, der tidligere hed Grøn Elforsyning, politianmeldes for ulovligt telefonsalg og vildledning af forbrugere.

Har du fået et opkald fra et elselskab, der lød som om det kom fra dit nuværende selskab? Så er du langt fra alene. Forbrugerombudsmanden politianmelder nu Enly A/S, tidligere Grøn Elforsyning A/S, for efter myndighedens vurdering at have ringet til 47 forbrugere uden gyldigt samtykke. Samtidig mener Forbrugerombudsmanden, at 41 forbrugere blev vildledt under samtalerne.

Sagen gælder opkald foretaget fra 25. juli 2024 til 26. september 2025.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Ville sælge elaftaler over telefonen

Ifølge Forbrugerombudsmanden har Enly kontaktet forbrugere for at sælge elaftaler, selv om selskabet ikke havde lov til at ringe til dem. Enly har forklaret, at selskabet havde købt samtykker via samarbejdspartnere. Men den forklaring køber Forbrugerombudsmanden ikke uden videre. Myndigheden vurderer, at samtykkerne ikke levede op til kravene.

Og ansvaret kan ikke bare sendes videre til en underleverandør. Det er virksomheden selv, der skal sikre, at et samtykke er gyldigt, før telefonen løftes.

Anklages for at have vildledt kunder

Sagen handler ikke kun om selve opkaldene. Ifølge Forbrugerombudsmanden fik flere forbrugere også forkerte eller mangelfulde oplysninger. Telefonsælgere skulle blandt andet have givet indtryk af, at de ringede fra eller i samarbejde med kundens nuværende elselskab. Andre forbrugere fik ifølge myndigheden at vide, at de kunne spare penge ved at skifte, selv om selskabet ikke kendte deres nuværende elpris eller forbrug.

Der skal også være blevet sagt, at ændringer på elmarkedet betød, at kunder ikke længere skulle betale transport- og elafgifter. Det passer ikke. I nogle tilfælde skulle forbrugere desuden have fået at vide, at Grøn Elforsyning skulle overtage faktureringen på vegne af deres nuværende elselskab.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Tidligere bøde på 700.000 kroner

Det gør sagen ekstra opsigtsvækkende, at selskabet allerede én gang har været i problemer for lignende forhold. I februar 2025 accepterede Grøn Elforsyning en bøde på 700.000 kroner for ulovligt telefonsalg og vildledning af forbrugere. Siden har selskabet skiftet navn til Enly A/S.

Forbrugerombudsmand Torben Jensen lægger ikke skjul på, at myndigheden ser alvorligt på gentagelser.

“Det er ulovligt for virksomheder at kontakte forbrugere uden deres samtykke, og det er ulovligt at give forbrugerne vildledende oplysninger,” siger han.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Han peger samtidig på, at klager over elselskabers markedsføring og telefonsalg fortsat fylder meget hos Forbrugerombudsmanden.

Som udgangspunkt må et elselskab ikke ringe til dig for at sælge en aftale, medmindre du på forhånd tydeligt har sagt ja til netop den slags opkald. Har du indgået en aftale efter et ulovligt, uanmodet salgsopkald, kan aftalen være ugyldig.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.