Samsungs nye Galaxy Z Fold 8 er blevet tyndere og mere raffineret, men den avancerede foldemobil har stadig en svaghed, som kan blive dyr for ejeren: støv. Reparationseksperterne hos iFixit har skilt telefonen ad og ender med en reparationskarakter på blot 4 ud af 10. Især hængslet og den begrænsede beskyttelse mod små partikler trækker ned.
Galaxy Z Fold 8 er IP48-certificeret. Det betyder blandt andet, at telefonen ikke er fuldt beskyttet mod støv og meget små partikler.
Sand får hængslet til at knase
Da iFixit udsatte hængslet for støv og sand, begyndte mekanismen hurtigt at give ubehagelige knasende lyde fra sig. Det er ikke ligefrem betryggende på en mobil i den absolut dyreste ende af markedet.
Problemet bliver større, hvis hængslet faktisk tager skade. Samsung har tidligere samlet hængsel og indvendig skærm i én omfattende reservedel, hvilket kan gøre en reparation både kompliceret og kostbar.
Samtidig er konkurrenterne begyndt at rykke fra Samsung på netop dette område. Flere nyere foldbare modeller, blandt andet fra Google og Honor, tilbyder IP6X-certificering og dermed egentlig beskyttelse mod støv.
Galaxy Z Fold 8 kan altså være blevet mere elegant, men iFixits test viser, at Samsungs dyreste foldemobil stadig bør behandles med ekstra respekt på stranden og andre støvede steder.









