Endnu en streamingtjeneste skruer op for prisen. Denne gang er det YouTube Premium, der bliver dyrere i Danmark. YouTube har sendt besked til danske abonnenter om, at prisen på et individuelt Premium-abonnement hæves fra 139 til 159 kroner om måneden.
Det svarer til en prisstigning på godt 14 procent. På årsbasis stiger regningen dermed fra 1.668 til 1.908 kroner – altså 240 kroner ekstra.
Den seneste prisstigning på Premium var i september 2024, hvor prisen steg fra 119 kroner til de nuværende 139 kroner.
YouTube peger på forbedringer
YouTube begrunder prisstigningen med, at selskabet fortsat vil kunne udvikle Premium og samtidig støtte de indholdsskabere og musikere, som leverer indhold til tjenesten.
Der følger dog ikke nogen konkrete nye funktioner med prisstigningen. Premium giver fortsat blandt andet adgang til YouTube uden reklamer, afspilning i baggrunden, downloads og YouTube Music.
For eksisterende abonnenter træder den nye pris i kraft ved den kommende fakturering. I den mail, iNPUT har set, sker det 28. september 2026.
YouTube Premium kan fortsat opsiges når som helst.










