Elektronik

Libratones nye AirPods-konkurrent er markedets mest avancerede

Med både aktiv støjdæmpning, trådløs opladning og vandtæt design har Libratone snittet markedets mest avancerede true wireless-hovedtelefoner.

Libratone Track Air +

Komplet trådløs. Tjek. Aktiv støjdæmpning. Tjek. Trådløs opladning. Tjek. Vand- og stænksikker. Tjek. Dansk-kinesiske Libratone har i dag lanceret sine første true wireless-hovedtelefoner ved et arrangement i Berlin – og det er markedets p.t. mest funktionstunge AirPods-konkurrenter. De rydder simpelthen bordet, når man sammenligner funktionslisten med konkurrenterne.

Det er ikke mere end et par dage siden at Sony trådte ind på scenen med true wireless med aktiv støjdæmpning – en bedrift Libratone i dag gør efter med Track Air Plus. Men hvor Sony må oplades med kabel, kan Libratone Track Air Plus også oplades trådløst via en QI-kompatibel oplader. Og via USB-C. De har desuden fået en IPX4-certificering mod vand- og støv, så de kan bruges til sport.

Ifølge Libratones marketingstrompeter kan hovedtelefonerne selv vurdere, om den aktive støjdæmpning fungerer tilfredsstillende – eller om bæreren skal skifte til en anden størrelse gummipropper til ørerne. Det sker i samarbejde med den medfølgende app og kan lade sig gøre, fordi hovedtelefonerne er udrustet med det seneste Qualcomm QCC5121-chipsæt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

MERE OM SAMME EMNE:

Batterilevetiden angives til 24 timer – 6 timer i propperne og 18 timer i opladeretuiet.

Track Air Plus sættes til salg i dag og koster 1.499 kroner. De fås i sort, hvid eller pink. Købes de i løbet af juli måned medfølger desuden Libratone Coil, der er firmaets egen trådløse opladerplade, der også blev lanceret i dag. Herunder et par billeder fra eventet i Berlin:

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.