Energiselskabet OK er helt fremme i skoene med deres app. Først var det muligt at åbne en benzinstander og tilknytte OK-kort. Siden er appen blevet udstyret med en funktion, der betyder, at brugeren kan starte en bilvask helt uden at stå ud af bilen samt muligheden for at bruge app’en til betaling for parkering i flere byer. Seneste skud på stammen er stemmestyring via Siri.
Ved at bruge eksempelvis et smartwatch eller Apple Carplay kan man fremover nøjes med at sige ”tank” og ”stander X”, når man vil tanke bilen. Teknologien er helt ny, og ifølge Mikkel Kaczmarek, App Manager i OK, er det også nyt at benytte ’Siri-genveje’ til rent faktisk at gennemføre en handling i en tredjepart-app.
– Løsningen bygger på, at Apple i september sidste år tillod, at tredjeparts-apps kan give en kommando via de her lidt avancerede iOS-genveje. Det er en teknologi, der er i modningsforløb, men som vi allerede på nuværende tidspunkt mener kan gøre kunderejsen endnu mere nem og bekvem, siger Mikkel Kaczmarek i en pressemeddelelse.
Artiklen fortsætter efter annoncen

