Den yderst troværdige lækker Jon Prosser hævder, at Apple har løst det problem, der fik firmaet til at opgive den avancerede trådløse oplader AirPower sidste år. Apple var langt i processen og havde lovet opladeren, men måtte pludselig meddele, at de havde annuleret projektet, da opladeren “ikke vil nå vores høje standarder”.
Ifølge rygterne var det problemer med at få Apple Watch til at oplade samtidig med andre enheder, der var udfordringen. Apple Watch benytter ikke den gængse QI-standard som stort set alle andre enheder, der kan oplades trådløst. Et faktum, der også gav problemer under vores anmeldelse af Hyperjuice 100W GaN oplader.
Jon Prosser har tweetet to billeder, der angiveligt skal vise den seneste prototype af AirPower, kaldet C68, og det der er værd at bemærke er, at der ligger både Apple Watch og AirPods på ladepladen. Det antyder kraftigt, at Apple har løst problemet.
Artiklen fortsætter efter annoncen

