Apple har travlt i disse måneder. Det sidste halve år af 2020 er faktisk måske et af de travleste i virksomhedens historie, hvis man ser på antallet af nye lanceringer. Men nu er det amerikanske firma snart klar med en redesignet udgave af et af deres mest populære produkter, MacBook Air. Det er i hvert fald tilfældet, hvis man skal tro et rygte bragt til torvs af Bloombergs Mark Gurman.
Helt nye Macs over hele linien
Det er ikke kun den lille ny MacBook Air der får en overhaling ifølge Bloomberg. Faktisk er det alle de eksisterende computere i Apples lineup, der kommer i nye versioner og nye designs. Grunden er formentlig, at Apple sidste år lancerede deres egen processorserie. Indtil videre er det dog kun blevet til en enkelt ny processor, der dog har vist sig at være ekstremt højtydende – og de næste processorer i serien forventes at være endnu stærkere. Du kan læse vores anmeldelse af den nye Mac Mini her.
Ny MacBook Air er allerede gammel
Egentlig kan det undre, at rygtet om den nye Air kommer lige nu, for der kom faktisk en ny Air med M1 processoren allerede sidste år (som vi har anmeldt her) – men det lader til, at det var en mellemstation. Måske var den et udslag af, at Apple rigtigt gerne ville have nye maskiner med de nye processorer ud inden udgangen af sidste år. Men det var altså ny vin på gamle flasker – og nu ser det så ud til, at der er helt nye designs på vej.
Artiklen fortsætter efter annoncen

