Der bliver rykket lidt rundt på tingene i Cupertino for tiden, og iPad serien går ikke ram forbi. Air navnet er helt droppet til fordel for en ny iPad der til gengæld er blevet en smule tykkere. Og iPad Mini er nede på en enkelt model, nu med 128GB hukommelse. Det betyder, at der nu er en serie almindelige iPads i 9,7″, en enkelt mini og to serier af Pro iPads – en 9,7″ og en 12,9″. Der er altså blevet ryddet lidt ud i rækkerne, og den nye iPad placerer sig lige midt i feltet.
Lige midt imellem
Den nye iPad har fået samme processor som sidder i iPhone 6S – altså Apples egen A9. Dermed placerer den sig midt imellem ydelsen du kan forvente fra en iPad Pro og den nu hedengangne iPad Air 2. I vores målinger ender den med en måling, der stort set ligger præcis midt imellem. I Geekbench ender vi på henholdsvis 2544 i singlecore ydelse og 4420 i multicore ydelse. Begge dele er ganske udmærket, og under alle omstændigheder er ydelsen fint til stort set alle opgaver – inkl. de mere krævende spil. Dermed er den nye tablet glimrende som eventuel konfirmationsgave.
God skærm
Det vigtigste element på en tablet er skærmen, for en tablet er jo basalt set én stor skærm. Og her lever den nye iPad op til den forrige generation. Faktisk skulle lysstyrken ifølge Apple være øget op til 25%, hvilket især giver en fordel udendørs i solskin. Vi har prøvet tabletten i det solskin foråret har kunnet levere, og det er reelt svært at se forskel på den nye iPad og den forrige generation. Men det gør ikke så meget, for netop skærmen er sindssygt lækker og virkelig smuk – og var det også på Air 2. Den leverer ikke en helt så god oplevelse som det, du finder på iPad Pro, men til dagligt brug er den helt perfekt, og en af de bedste der er at finde på en tablet – ud over måske Samsungs Tab S serie, der har AMOLED skærme. Farverne står rigtigt godt og selv om der er et stykke op til den aktive farvekorrigering der er en feature på Pro serien, så er der ingen tvivl om, at den nye tablets skærm er godkendt.
Artiklen fortsætter efter annoncen

