Anmeldelse: Better Call Saul sæson 3

Den lange vej mod den uundgåelige slutning

Better Call Saul fortæller om tiden før Breaking Bad og om, hvordan advokaten Jimmy McGill blev til den sleske Saul Goodman, der i Breaking Bad er villig til at gøre stort set alt for penge. Det betyder også, at vi udmærket ved, hvad ’Better Call Saul’ ender med, og hvor hovedpersonen Jimmy ender. Og det samme gælder de andre personer fra Breaking Bad, der også dukker op.

Hovedhistorien handler om Jimmys forsøg på at opnå succes som advokat, selv om han altid har stået i sin storebrors skygge, og selv om han altid har evnet at ødelægge tingene for sig selv ved selvdestruktiv adfærd. Det er den nærmeste bibelske kamp mellem de to McGill-brødre. Og så er det fortællingen om forholdet mellem Jimmy og kæresten Kim Wexler (Rhea Seehorn).

Også Mike Ehrmantrauts oprindelseshistorie 

Som sidehistorier fortæller serien også historien om en af Breaking Bads mest populære personer, den livstrætte, kyniske og kompetente ex-politimand Mike Ehrmantraut (endnu engang tørt og mesterligt spillet af Jonathan Banks), og hvordan han bliver viklet ind i kampen mellem det Mexicanske narkokartel og den skræmmende perfektionistiske Gustavo Fring (Giancarlo Esposito). Og ikke mindst hvorfor, den ellers retskafne bedstefar bliver involveret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Serien har også langsomt introduceret en lille perlerække af personer fra Breaking Bad, som vi her får en slags oprindelseshistorie for. Personer, der er så veltegnede her, at man overhovedet ikke behøver kende Breaking Bad for at blive grebet af deres historier – men er man fan, så nyder man det lille nik til serien.

Små benspænd giver gode resultater

Og netop her viser serien, hvordan Vince Gilligan og hans medforfattere udnytter de benspænd, de har givet sig selv. Vi kender hovedpersonernes endelige skæbne, men vi ved ikke, hvad der sker med dem, som de holder af. Vi ved blot, at der er visse væsentlige karakterer, som vi aldrig har hørt om før nu – så hvis de spiller så stor en rolle i deres liv, hvorfor er de så skrevet ud af det, når vi kommer til Breaking Bad?

Det er der selvfølgelig en helt jordnær kronologisk forklaring på, men fordi Better Call Saul har selv de mindste detaljer på plads og der i modsætning til mange andre prologer ikke sker en eneste lille ting, der strider mod senere hændelser fra ’Breaking Bad’, så ved vi også, at der kommer en god forklaring på deres forsvinden.

En langsomt voksende følelse af gru

Og fordi personerne alle er så afrundede og ægte, og flere af dem så ubetinget sympatiske, at man vil dem godt, så føles seriens utrolig langsomme og tålmodige progression mod deres endeligt (i en eller anden form), så grum. Det kan være, vi får en happy end – i hvert tilfælde for dem, vi ikke kender skæbnen for – men stemningen er så mættet, at man gruer for, hvad der vil ske.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men primært er det historien om Jimmy McGill, der formidabelt spillet af Bob Odenkirk bliver en virkelig nuanceret og grundlæggende sympatisk karakter, selv om han så absolut har sine mørke sider og absolut ikke ramler uforskyldt ind alle de nederlag, der uvægerligt følger hver af han succeser. Det er imponerende, hvordan Vince Gilligan og Bob Odenkirk i fællesskab tager den lidt karikerede humoristisk advokat fra Breaking Bad og giver ham en forhistorie og tilføjer så mange lag og dimensioner til karakteren, at man sidder og hepper på ham, selv når han egentlig er i gang med noget rigtig dumt.

Gamle og nye helte og skurke

På samme måde som Walter White i Breaking Bad gik fra anti-helt og kuet underdog til en person, det var svært at sympatisere med, så gennemgår Jimmy også en moralsk rejse, der er både interessant og nuanceret. Og som skridt for langsomt skridt bevæger sig mod en uundgåelig konklusion.

De skuespillere, vi kender fra Breaking Bad er endnu bedre her og deres biroller får her fylde og tyngde. Men også de nye karakterer er velspillede og nuancerede. Bortset fra en enkelt narkogangster i periferien, så er der ingen direkte onde her og intet er sort-hvidt. Særligt skal vi fremhæve Rhea Seehorn, der meget afdæmpet spiller den tålmodige Kim Wexler – forholdet mellem Kim og Jimmy er et af de mest troværdige nogensinde på tv, og skuespillere og instruktør formår at sige mere med måden de to deler en cigaret på end de fleste andre klarer med flere timers dialog.

Better Call Saul har selvtillid nok til at tage sig god tid

Nogle vil måske beskylde Better Call Saul for at tage sig alt for god tid, men det vidner om stor selvsikkerhed, at give sin historie og sine personer tid til at folde sig ud – og i sæson tre har vi mindst fire historier kørende sideløbende, så selv om der ikke er så mange actionssekvenser som i Breaking Bad så spidser handlingen til og skorter ikke på eksplosive forløsninger, bare af en anden natur.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ligegyldigt om du er Breaking Bad-fan eller ej, så bør du give Better Call Saul en chance. Her har vi endda kun talt om historien og persongalleriet og er slet ikke kommet ind på den overlegne visuelle stil, brugen af farver eller den geniale intro, der kækt cutter musikken af midt i en tone. Alt ved denne serie er gennemført og omhyggeligt konstrueret – og der er ikke noget bedre på tv lige nu.

Alle tre sæsoner af Better Call Saul kan ses på Netflix