Dette er ikke en anmeldelse – i hvert fald ikke endnu. Den endelige dom venter vi med til iNPUT kommer på gaden i morgen (Hent det her – det er gratis!). Men nu har jeg haft iPhone X i snart en dag, så jeg har dannet mig et udmærket første indtryk af telefonen, og det skal du naturligvis ikke snydes for. Der er endnu ingen karakter – de kommer også først i morgen eftermiddag, når jeg har lavet de sidste målinger og brugt telefonen lidt længere. Men her er i hvert fald mine første indtryk.
Design
iPhone X er lækker. Den har en “feeling” jeg endnu ikke har fundet hos konkurrenterne, og det er tydeligt at Apple har gjort sig umage. Når telefonen ligger på bordet er det blot en uafbrudt sort flade med krom kanter. Smukt. Vores testeksemplar er den “grå” udgave, så bagsiden er en slags grå-hvid glas, afbrudt af kameraet, der – som sædvanlig – stikker ud. Denne gang dog med de to kameraer placeret over hinanden i stedet for ved siden af som på iPhone 8 Plus eksempelvis. Om man virkelig, virkelig hader kameraets design er en smagssag. Personligt gør det mig ikke så meget. Når telefonen ligger på bordet ser det ud som om, den ligger helt fladt.
Skærmen
Den største forandring fra de tidligere udgaver af iPhone er den enorme skærm i 18:9 formatet. Den fylder hele fronten af telefonen, med undtagelse af en lille udskæring i toppen, hvori frontkamerasystemet og FaceID sidder monteret. Og her var mit første forbehold da jeg så telefonen første gang; hvordan ville jeg egentlig kunne leve med den? Svaret er, i hvert fald efter det første lille døgn, at det kan jeg sagtens. Jeg synes i øvrigt, kritikken af den er lidt kørt op i forhold til, at Apple jo sådan set bare kunne have valgt at gøre som eksempelvis Huawei og Samsung og lavet en “fuld kant” – i hvert fald i toppen. I stedet har de lavet en udskæring, der gør plads til henholdsvis ur og barer der indikerer dækning på de to sider af udskæringen. Det fungerer helt udmærket – i hvert fald når telefonen er holdt vertikalt. Horisontalt er det en smule mere problematisk – i hvert fald i enkelte apps. Hvis man eksempelvis ser 16:9 materiale i Netflix (stort set alle serier) er der kanter i siden. Men det ville altid være tilfældet på en 18:9 skærm. Hvis man ser film kan man zoome – og her opstår problemet, for Netflix zoomer så udskæringen simpelthen er i siden af billedet. Og det er vanvittigt irriterende. Jeg har prøvet at se en enkelt film på en flyvetur, og ja – man glemmer det… Agtigt. Men kønt er det altså ikke. Det er dog, for mig personligt, ikke et enormt problem, for jeg ser sjældent spillefilm på min telefon. Hvis du gør det meget, er det dog formentlig noget, du skal overveje grundigt inden du køber en iPhone X.
Artiklen fortsætter efter annoncen

