Apps og tjenesterGaming

Anmeldelse: Blue & NiP – Pro Gamer bundle

Selv om navnet og lovprisningen fra de svenske professionelle Counter Strike-spillere Ninjas in Pyjamas signalerer, at man skal være gamer for at interessere sig for denne pakkeløsning, så kan andre også godt læse med – et godt headset og en fremragende mikrofon kan bruges til meget mere.

Mit første hjemmestudio

Hvis man streamer eller gerne vil lave YouTube-videoer eller en podcast, så skal man bruge en god mikrofon. Man kan bruge den på headsettet, men den er sjældent rigtig god, sidder lidt i vejen og kommer lidt for tæt på udåndingsluften og mundens mere sibilante lyde. Så det næste skridt, hvis man tager sin hobby lidt seriøst, er en fritstående mikrofon.

 

Blue Yeti er en USB-mikrofon, der virker så snart, du har sat den til. Som den er, virker den allerede fint og på grund af sin størrelse, kvalitet og de indbyggede optageenheder, vil den bare ud af boksen fungere som en klar forbedring i forhold til det meste. Men det er i kraft af dens indbyggede ekstramuligheder, at den rigtig skinner.

Først og fremmest er Yeti virkelig solidt bygget. Den sidder på et robust metalstativ, hvor den kan tiltes efter behov. Yeti kan skrues af sin fod, så den fylder lidt mindre eller hvis man bliver ambitiøs og f.eks. gerne vil montere den på en mikrofonarm.

 

Gennemtænkt design

Ud over USB-tilslutningen, så er der i bunden mulighed for at tilslutte hovedtelefoner, så man nemt kan høre, hvad der bliver sagt uden nogen former for lag, fordi lyden lige skal igennem din computer. Foran på mikrofonen er der en volumenknap til hovetelefonerne og en tydelig mute-knap.

Bagpå sidder der sidder der en gain-knap, der er nem at nå og bruge, selv når man ikke kan se den. Gain styrer, hvad der kommer ind i mikrofonen. Og så sidder der en vælger, der kan skifte mellem mikrofonens fire indbyggede funktioner. Denne drejeknap er meget stramt. Så stramt, at man nærmest skal benytte begge hænder. Men det forhindrer så også, at man ødelægger en optagelse, ved at indstille mikrofonen uhensigtsmæssigt ved et uheld.

Fire smarte optageindstillinger

De fire funktioner er en af mikrofonens klare forcer. De er vist med meget små piktogrammer på drejeknappen, men de er ellers ganske tydelige. Stereo egner sig til musik- og koroptagelser. Cardoid, der koncentrerer optagelserne foran mikrofonen, er bedst til podcasts, stemmeoptagelser, solo-instrumenter eller –sang. Omnidirectional optager i fire retninger og er velegnet udendørs lydoptagelser (det er selve mikrofonens fysiske design så ikke helt), konferender eller bare optagelser, hvor flere taler om et bord. Og så er der Bidirectional, der optager foran og bag ved mikrofonen og egner sig bedst til samtaler og interviews.

 

Gode optagelser

Teknisk så forgår optagelserne ved hjælp af tre 14 mm enheder, der sidder i en trekantsopsætning, og man kan tydeligt høre forskellen på de fire optagemetoder. Det gør virkelig en forskel, at man bruger den rigtige metode og indstiller Gain korrekt. Ikke forstået på den måde, at man nemt ødelægger noget med de forkerte indstillinger, men at indstillingsmulighederne giver en meget mere finkontrol med det man optager, så man også kan få virkelig gode resultater, selv om forholdene ikke er optimale.

Kvaliteten på Blue Yeti er rigtig høj. Der er måske ikke tale om studiokvalitet, men alligevel så god en kvalitet, at man sagtens kan have kommercielle ambitioner, med det man nu optager til. Det eneste dårlige vi kan sige om Yeti, handler om den fysiske størrelse. På den ene side er der tale om et solidt produkt, der udstråler en hvis seriøsitet – men skulle man få lyst til at optage andre steder foran hjemme-pc’en, så er det ikke verdens mest transportable enhed.

I met her in a club down in old Soho

Hovedtelefonerne hedder a den eller anden grund Lola og er også I en rigtig god kvalitet. Her er ikke så mange indstillingsmuligheder pg ikke så meget som én knap. Til gengæld er det et solidt – og lidt tungt – sæt hovedtelefoner, der leverer en klar og god lyd. Lola kan spille rigtig højt. Så højt, at jeg er nødt til at skrue meget ned, når jeg skifter fra højttalere til hovedtelefoner – men det er også med til at sikre en meget klar gengivelse af selv de mindste detaljer.

 

Lydgengivelsen er klar og tydelig. Bassen kunne måske være dybere, men mellemtoner og høje toner går fint igennem. Og man oplever absolut ingen mangler, når man hører musik på Lola – og til tale er de rigtig gode.

Unikt og smart design

De mest unikke ved Lola er det fysiske design. Hvor andre hovedtelefoner kun giver dig lov til at udvide dem lidt i bøjlen, så har lola hængsler, armer der kan rotere og selve kopperne, der går over ørerne kan også drejes. Det giver mulighed for noget mere finindstilling af pasformen. Kopperne er også store og omslutter øret helt, så selv om der ikke er indbygget aktiv noise canceling, så begrænser de støj udefra rigtig effekyiv. Eneste minus omkring det fysiske design er vægten på omkring 400 gram, der betyder, at de for nogle kan være ubehagelige at sidde med længe.

 

Til prisen får man et virkelig godt startersæt, hvis man vil mere med sin streaming eller podcasts. Også udstyr, der godt kan være pro-betegnelsen i navnet værd. Yeti er en fremragende mikrofon, som sagtens kan bruges til semi-professionelle optagelser og Lola er en passende partner til arbejdet.

 

 

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.