Jeg prøvede også med Sonos Roam, der er væsentlig mindre end Emerge (se billedet ovenfor), og den formår faktisk også at give Emerge kam til håret i fylden. Om man så foretrækker Sonos’ lydbillede frem for B&O’s er en anden sag – jeg er meget glad for B&O’s måde at komponere den. Igen skal det understreges, at Emerge ikke lyder skidt overhovedet, den lever bare ikke op til de forventninger, jeg har til B&O.
Der, hvor den gør det virkelig godt, er vokalernes klarhed. Sammenlignelige højttalere (ingen nævnt, ingen glemt), har ofte tendens til at stemmerne mudrer, men et vokaldrevet nummer som Musical Genocide med Gregory Porter lyder simpelthen forrygende på Emerge. Det samme gør klassisk musik. Men sæt Daft Punks Get Lucky på, så bliver bassen udefineret. Fysikken har simpelthen fået has på B&O denne gang.
Kva sin størrelse er Emerge heller ikke nogen festhøjttaler, der skal spille en stor stue op. Den er primært beregnet til sekundære rum – lige som Sonos One.
iNPUT mener …
Nu skrev jeg godt nok, at lydkvaliteten er højttalerens svageste punkt, men det er ikke helt sandt. Det er lydkvalitet sammenholdt med pris. Er man til B&O vil man med garanti elske designet, der er så tilpas anderledes og veludført, at det nok skal vække opsigt i hjemmet. Men vil man sælge en højttaler til denne pris, så skal man simpelthen sørge for, at den ikke alene lyder lige så godt som konkurrenterne, men helst også overgå dem. Det gør Beosound Emerge ikke i mine ører.
Man kan selvfølgelig også vende den om og sige, at Beosound Emerge har fremragende lyd i forhold til designet, for det er lidt af en bedrift at få så god lyd ud af den højttaler med den form.
Havde det været en højttaler til et par tusinde, ville det have været et argument, men Beosound Emerge koster altså 4.499 kroner – den anmeldte udgave endda 5.599 kroner – og jeg synes simpelthen ikke pris og lydkvalitet hænger sammen. Man kan altid diskutere om 4.499 kroner er for dyrt for en trådløs højttaler, men det er det i dette tilfælde.
Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.