Samsung har længe været en af de stærkeste producenter af TV og soundbars, men på markedet for trådløse højttalere har virksomheden levet en mere anonym tilværelse. Music Studio 5 er et forsøg på at ændre det. Den satser ikke kun på god lyd, men også på et design, der skal fungere som en del af indretningen, samtidig med at den passer ind i både Apple-, Google- og Samsung-hjem. Efter et par ugers brug sidder jeg tilbage med indtrykket af, at Samsung er lykkedes overraskende godt.
Et design man har en holdning til
Music Studio 5 er udviklet sammen med den franske designer Erwan Bouroullec, og det kan ses. Hvor mange højttalere forsøger at forsvinde i indretningen, gør Samsung det modsatte. Den organiske form og de bløde linjer giver højttaleren karakter, og den ligner mere et møbel end et stykke elektronik. Det betyder også, at designet uden tvivl vil dele vandene.


Jeg har testet den hvide model, og personligt synes jeg, Samsung er sluppet rigtig godt fra opgaven. Materialerne virker solide, samlingerne er flotte, og den føles som et produkt i en højere prisklasse. Det er en højttaler, man sagtens kan lade stå fremme, også når der ikke bliver spillet musik.
Artiklen fortsætter efter annoncen


