×
Foto og videoTophistorie

Anmeldelse: DJI Mavic 3

Har du penge, kan du få. DJI Mavic 3 er en helt igennem fremragende drone, men den koster også en pæn klat af opsparingen.

En af de helt store ulemper ved at anmelde forbrugerelektronik er, at man får lov at lege med de nyeste og det bedste – og så blegner det grej, man har stående på hylden. Sådan er det med DJI Mavic 3, der er en helt igennem fremragende drone. Jeg har i månedsvis været den glade ejer af DJI Air 2S, men efter et par uger med Mavic 3 virker den ikke helt så fantastisk længere.

Mavic 3 overgår nemlig Air 2S på samtlige parametre – men desværre også på prisen, der er så høj, at en udskiftning simpelthen ikke giver mening for mig. På trods af sin kompakte størrelse er Mavic 3 nemlig ikke bare semi-pro, men helt igennem pro og langt over målet for alle andre end dem, der arbejder seriøst og professionelt med dronebilleder. Eller bare ikke skal tænke på pengene.

Men det er naturligvis ikke fryd og gammen, det hele. Mavic 3 har også sine svage sider. Altså ud over prisen. Dem kommer jeg ind på længere nede i anmeldelsen.

I øvrigt skal det lige nævnes, at denne anmeldelse er baseret på den billigste udgave af Mavic 3; den er også kommet i en såkaldt Cine-udgave, der understøtter Apple ProRes 422 HQ og har væsentlig mere indbygget lagerplads (1 terabyte mod 8 gigabyte på denne udgave). Men Cine-udgaven er i sandhed målrettet professionelle brugere.

Fylder næsten intet

En kæmpe fordel ved DJI Mavic 3 er, at det er en professionel drone i kompakt design. Den leverer et topresultat uden at man skal have en kæmpe kuffert med i felten. Designet er i det velkendte DJI-fold-sammen-format og fører traditionen videre fra Mini 2 og Air 2S. Materialerne er dog mere gedigne på Mavic 3; der er knapt så meget plast og den virker en anelse mere robust.

Controlleren, der ligger i æsken, er identisk med den model, der følger med DJI Mini 2 og DJI Air 2S. Det er en ret god controller, der ligger godt i hånden, er nem at håndtere og har en fin vægt. Den fungerer sammen med mobiltelefonen, der kan holdes ved strøm af controllerens relativt store batteri (5.200 mAh).

I øvrigt er controlleren (og dronen) opdateret med Ocusync 3+, der giver en rækkevidde på vanvittige 15 kilometer mellem controller og drone. Det kommer man aldrig til at bruge – det er ganske enkelt ulovligt at lade drone flyve så langt væk fra synsvidde. Til gengæld giver forbindelsen en anden fordel; den giver mulighed for at få et 1080p preview på hele 60 fps på telefonen, når dronen er i luften.

Laver 3D-kort over omgivelserne

Under flyvningen er Mavic 3 beskyttet af en række sikkerhedsfunktioner. Dronen kan opdage forhindringer både i for, bag, på siderne, under og over dronen. Det gør det muligt for dronen at lave 3D-kort over omgivelserne, så den ved hjælp af APAS 5.0 softwaren kan manøvrere ret gelinde rundt mellem forhindringer uden manuel kontrol. Eksempelvis er det temmelig betryggende, hvis man benytter Return To Home-funktionen. Det er trods alt 16.500 kroner, man har sendt i luften.

Sensorerne benyttes også til alle de sjove automatiske programmer, man kan benytte. For eksempel ActiveTrack 5.0, der får dronen til at følge en genstand eller en person. Ærgerligt nok er version 5.0 ikke klar før engang i januar – den kommer via firmware-opdatering – så jeg havde ikke ulighed for at teste funktionen af, men med de ekstra sensorer burde den være kraftigt forbedret.

Lang flyvetid

Batteriet – en kæmpe kleppert på 332 gram (mere end Mini 2-dronen vejer inklusive batteri) skydes ind i måsen af dronen. Selve dronen vejer 567 gram, hvilket altså giver en flyvefærdig kampvægt på 899 gram på min køkkenvægt. Langt over grænsen til, at der skal tages dronetegn. Naturligvis.

Batteriet er på 5.000 mAh og giver en udvidet flyvetid på op til 46 minutter, hvilket er hele 15 minutter mere end forgængeren Mavic 2. Den reelle batterilevetid er naturligvis elastisk i forhold til vind, vejr og brug, men med erfaringen fra Air 2S i bagagen imponerer flyvetiden på Mavic 3. Men selv om batteriet har stor kapacitet, vil jeg alligevel anbefale mindst et ekstra i tasken, hvis dronen skal bruges til andet og mere end bare sjov.

Næste side: Kamerakvalitet, testoptagelse og konklusion …

1 2Næste side
Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.