iPad Mini har været et af de produkter fra Apple der har haft den mest trofaste fanskare – og med god grund. Den lille iPad er et af den type produkter, man ikke rigtigt kan lade være med at synes er lidt… Nuttet. Størrelsen er helt perfekt til at se video og læse bøger på farten – til gengæld er der også ting, den lille iPad absolut ikke er god til. Det kommer vi tilbage til.
Nyt, opfrisket design
For første gang i årevis har iPad Mini fået en gedigen designoverhalling – og det var tiltrængt. iPad Mini ligner nu sine større brødre i serien, Air og Pro, og det klæder den virkelig at den har mistet de kluntede kanter øverst og nederst. Og eftersom startknappen nu efterhånden er væk fra næsten alle Apple produkter ser den nu også betydeligt mere “moderne” ud. Det gode er, at den ved samme lejlighed er blevet mindre og jeg elsker den nye formfaktor fordi det er den nærmest perfekte e-bogslæser. Ligesom de andre nye iPads har den også fået de skarpe kanter og det helt stramme look. Og som på de andre produkter klæder det også iPad Minien.
Hurtigere end nogensinde
Den lille iPad har fået ekstra fart på i den nyeste udgave – den er faktisk præcis lige så hurtig som den nye iPhone 13 Pro – og grunden er simpel; det er samme A15 processor den har i maven. Det betyder også, at den afvikler alle apps fuldstændigt flydende og uden nogle former for hakken eller sprutten. Selv ganske krævende spil kører fuldstændigt flydende. Men man kan så indvende, at det gør de også på stort set alle iPads de seneste par år, men med en ny iPad Mini i tasken kan du i hvert fald være 100% sikker på, at du har en tablet der er hurtig nok til de næste ret mange år også.
Artiklen fortsætter efter annoncen




