Mens OnePlus generelt laver lynhurtige telefoner, der er spækket med teknologi fra øverste hylde, så er der et punkt, hvor de historisk set altid har haltet efter konkurrenterne. Nemlig kameraet. På trods af at der er sket gevaldige forbedringer med kameraet de seneste år, er OnePlus stadig ikke at finde på DxoMarks top-10 over de bedste kameramobiler. Eller i top-20 for den sags skyld. Det skal der laves om på – og OnePlus 9 Pro er det første spæde skridt i den retning.
OnePlus har ”lavet en Huawei” og indgået et samarbejde med den ikoniske svenske kameraproducent Hasselblad. Målet er, at OnePlus og Hasselblad over de næste tre år i fællesskab skal udvikle både hard- og software til kameraet. I denne første inkarnation har Hasselblad dog ”kun” været involveret i softwaren – helt konkret farvekalibrering og Pro-delen af kamerasoftwaren. Alligevel er forventningerne høje, når nu OnePlus 9 og 9 Pro er de første telefoner, der bærer Hasselblad-logoet. Det vender jeg tilbage til.
Når det nu er sagt, vil jeg mene, at man skal se igennem Hasselblad-logoet, hvis man overvejer at købe telefonen. For selv uden Hasselblad-logoet er OnePlus 9 Pro en helt igennem forrygende telefon, der tydeligt viser, at Oneplus har lagt sig i selen for at overgå sidste års OnePlus 8 Pro. De har naturligvis også taget det bedste med fra efterårets OnePlus 8T, nemlig den sindssygt hurtige Warp Charge 65T-opladning.
Artiklen fortsætter efter annoncen
















