×
GamingTophistorie

App Store åbner døren på klem for Stadia og xCloud

Apple har ændret sine App Store regler, så gaming-tjenester kan komme i App Store, men Microsoft afviser fortsat.

Apple har ændret i sine betingelser for App Store og åbner med dem døren på klem for spiltjenester som Google Stadia og Microsofts xCloud. Men reglerne er fortsat meget restriktive og Microsoft kalder dem uimponeret for ”en dårlig oplevelse for brugerne”.

I de nye betingelser er der et helt afsnit dedikeret til gaming-tjenester og hvordan de kan passes ind i Apples økosystem. Reglerne gør det muligt for tjenesterne at have såkaldte ’katalog-apps’ med adgang til flere spil, men hvert enkelt spil i app’en skal godkendes individuelt af Apple. 

Samtidig skal hvert enkelt spil i øvrigt være tilgængelig i App Store som en separat app. Det er unægtelig lidt af en opgave for udviklerne. Eksempelvis giver Xbox Game Pass (som xCloud er en del af) adgang til hundreder af spiltitler. Microsoft er da heller ikke begejstrede. Til The Verge udtaler en talsmand fra Microsoft at:

”Dette er en dårlig oplevelse for brugerne. Spillere ønsker at hoppe direkte ind i et spil fra deres app, ligesom de gør med film og sange, og ikke tvinges til at downloade 100 apps for at spille individuelle spil fra skyen”.

Det fremgår ikke, om Microsoft vil tilpasse xCloud, så tjenesten kan fungere med Apples nye regler. Men vælger de at lege med, skal hver enkel spiltitel, der streames til en iPhone eller iPad altså ses som en unik app, med alt hvad det indebærer af godkendelser og – ikke mindst – betalinger.

Microsoft åbner officielt for sin spil-streamingtjeneste, kendt som xCloud, som en del af Xbox Game Pass Ultimate på tirsdag den 15. september. Også i Danmark. Men tjenesten er altså i første omgang udelukkende tilgængelig på Android-telefoner og -tablets.

App Store under pres

Apple er under stadig stigende pres for sin App Store-politik. Ikke alene kæmper Apple en kamp mod Fortnite og Epic Games om betalinger via App Store, men både amerikanske og europæiske myndigheder har også undersøgelser igang om Apples 30 procents krav er konkurrenceforvridende.

Epic støttes af både Facebook, Spotify (der tidligere har været efter App Store af samme årsag) og senest også en række amerikanske medier, der er trætte af at måtte aflevere 30 procent af indtægterne fra App Store til Apple.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.