Med syv måneder på bagen, er Apples iPhone 6 testens nestor. Den er dog stadig relevant, da det er den ifølge teleselskaberne er den bedst sælgende smartphone på det danske marked. Vær dog opmærksom på, at der kommer en iPhone 6s om mindre end et halvt år
Småt med nyheder
Denne anmelder bruger til dagligt en ældre iPhone 5s, og det slog mig relativt hurtigt, hvor lidt forskel der i virkeligheden er på de to modeller. Bevares, skærmen er en snas større og designet en kende anderledes, men i bund og grund er iPhone 6 en større og hurtigere iPhone 5s. Det er som at træde ned i et par komfortable hjemmesko. Der er intet nyt. Ingen smarte nye funktioner. Alt er helt, som det plejer at være.
Materialevalget og samlekvaliteten er der naturligvis ikke noget at udsætte på. Det er jo Apple. Med iPhone 6 har Apple genindført de afrundede kanter, som sidst sås på iPhone 3Gs. Den er afgjort bedre at holde i hånden en 5s. Og nemmere at samle op fra en bordplade. Til gengæld synes jeg ikke at Apple har ramt plet med designet. Fronten er temmelig anonym og bagsiden er en, for Apple, spøjs blanding af metal og gummi. En nødvendighed for at wifi- og radiosignaler kan komme gennem metallet – men æstetisk er det ikke i vanlig høj stil. Kameralinsen er heller ikke længere plan med bagsiden.
Artiklen fortsætter efter annoncen

