Elon Musk vil have stærk indflydelse på den “robot-hær”, han er ved at bygge

Elon Musk ser sine humanoide robotter som en revolution for menneskeheden – men vil kun skabe dem, hvis han får magt nok til at styre dem.

Tesla er kendt som producent af elbiler, men Elon Musk har længe forsøgt at omdefinere selskabet til noget langt større: et teknologisk kraftcenter inden for kunstig intelligens og robotteknologi. Under et investorkald onsdag gjorde Musk det klart, at hans ambitionsniveau ikke kun handler om biler, men om at skabe en “robot-hær” af humanoide maskiner – og han vil have kontrol over den.

Musk fortalte investorerne, at hans største bekymring i forhold til sin rolle i Tesla handler om magt og indflydelse. “Hvis jeg går videre og bygger denne enorme robot-hær, kan jeg så bare blive fjernet på et tidspunkt i fremtiden?” spurgte han retorisk. “Hvis vi bygger denne robot-hær, vil jeg i det mindste have en stærk indflydelse over den. Ikke kontrol, men indflydelse. Jeg føler mig ikke tryg ved at bygge den, medmindre jeg har det.”

 

En milliardløn og en robotmillion

Elon Musk står foran en af de mest opsigtsvækkende lønaftaler i moderne erhvervshistorie. Tesla-aktionærerne skal i november stemme om et forslag, der potentielt kan give Musk op til 1.000 milliarder dollars over det næste årti – svarende til omkring 7.000 milliarder kroner. Til gengæld skal han levere på en række ekstreme mål: 20 millioner producerede biler, 1 million selvkørende taxier, en markedsværdi på 8,5 billioner dollars – og ikke mindst 1 million leverede Optimus-robotter.

Det er netop denne sidste del, der fik Musk til at reflektere over en mulig magtbalance. Han frygter, at hvis robotterne bliver en central del af virksomhedens fremtid, bør han også have mere at skulle have sagt for at forhindre, at hans “robot-hær” kommer under andres kontrol.

 

Optimus som frelser for menneskeheden

Selv om ordene “robot-hær” har et ildevarslende skær, beskriver Musk typisk sit Optimus-projekt som en fredelig vision. Robotterne skal – ifølge ham – frigøre mennesket fra kedeligt arbejde og skabe en verden uden fattigdom. “At arbejde vil blive valgfrit, som at dyrke sine egne grøntsager i stedet for at købe dem i supermarkedet,” har han skrevet på det sociale medie X.

Han forestiller sig, at Optimus-robotterne kan være alt fra hushjælpere til kirurger. “Optimus vil være en utrolig kirurg, og forestil jer, hvis alle havde adgang til en utrolig kirurg,” sagde han under kaldet. For Tesla vil projektet ifølge Musk blive en “uendelig pengemaskine”, fordi “alle vil have en humanoid robot, der kan udføre deres arbejde for dem.”

 

Lang vej fra drøm til virkelighed

Indtil videre er der dog langt fra vision til virkelighed. Ved Teslas events ses Optimus-robotterne oftest udføre enkle opgaver som at servere drikkevarer, underholde gæster eller spille sten-saks-papir. Flere af disse demonstrationer har senere vist sig at være fjernstyrede og ikke autonome.

Ifølge Musk arbejder ingeniørerne stadig på at løse komplekse udfordringer som at udvikle hænder og underarme, der kan bevæge sig med menneskelig præcision. Tesla havde tidligere et mål om at producere 5.000 robotter i år, men planerne er blevet nedjusteret. Musk hævder dog, at en “produktionsklar prototype” vil være færdig i februar eller marts, og at masseproduktionen kan begynde mod slutningen af næste år. Men nu er Musk kendt for at have en – mildt sagt – optimistisk tilgang til tidshorisonter for hans forskellige projekter, så om den holder stik skal, med et godt brugt udtryk, tages med et gran salt.

 

Et projekt på grænsen mellem science fiction og virkelighed

Musk har ofte talt om sine projekter i næsten mytiske termer, og Optimus er ingen undtagelse. Robotten repræsenterer både en teknologisk milepæl og et symbol på hans personlige vision om at “redde menneskeheden gennem teknologi”. Men hans udtalelser om at ville have “stærk indflydelse” over en fremtidig robotstyrke vækker også etiske og juridiske spørgsmål – især i en tid, hvor regulering af kunstig intelligens er under stigende internationalt fokus. Måske især her i Europa, hvor vi er faldet lidt bag af dansen og må se andre landes AI teknologi få større og større indflydelse.

Selv om Musk forsikrer, at Tesla-robotterne vil skabe velstand og frihed, må det samtidig også mistænkes, at de også kan blive en enorm magtfaktor – ikke kun økonomisk, men politisk og socialt. For nogle lyder det som et skridt mod en fremtid, hvor mennesker overlader arbejdet til maskiner. For andre som et ekko af science fiction, hvor magten over robotterne – og dermed over verden – samles på få hænder. Og hvor robotterne selv bliver truslen.

 

For nu forbliver Optimus dog mest af alt en meget ufærdig prototype, der nok mest eksisterer som reelt projekt i Elon Musks fantasi.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.