B&O er inde i en turbulent tid – det kan de færreste være uenige i. Der mangler lidt retning for produkterne, og pengene fosser ud af det hæderkronede danske designfirmas kasser – de laver underskud efter underskud. Men som anmelder må jeg bare sige: Det er ikke fordi, B&O ikke evner at lave gode produkter. I de seneste par uger har jeg testet et af de nyeste produkter fra Struer, Beoplay H95.
Exceptionel kvalitet
Det første der slår en når man får kassen med Beoplay H95 i hånden er… Wow. Det her bliver en oplevelse lidt ud over det sædvanlige. For nogle uger siden testede jeg de ellers forrygende Shure Aeonic 50 (læs min anmeldelse her), og det første indtryk der var noget i stil med “hold op, den kasse er grim”. Det er lige omvendt med H95. Kassen – altså papkassen, etuiet er pakket ind i – er lækker, og etuiet selv er et af de smukkeste jeg har set. Nej, det smukkeste jeg har set.
Allerede her bør jeg nok tage dig, kære læser, med en smut ned i en butik og vise dig prisskiltet. For når man ser det, ved man også hvorfor B&O ikke bare kan smide Beoplay H95 i en gennemsnitligt grim papkasse; de koster 6.000 kr. Om hele pakken er det værd, kommer jeg tilbage til, men det forklarer i hvert fald, hvorfor alle detaljer på og omkring H95 skal være på plads.
Artiklen fortsætter efter annoncen






