En skræmmende bølge af voldelige forbrydelser rettet mod kryptovalutaejere og deres familier spreder sig i øjeblikket over Europa. Flere europæiske lande melder om en ny type kriminalitet, hvor ofre bliver bortført og mishandlet for at presse løsepenge ud i digitale valutaer. Frankrig har oplevet flere grove sager – heriblandt flere tilfælde med lemlæstelse og gidseltagning.
Senest blev en ældre mand bortført fra gaden i det ellers fredelige 14. arrondissement i Paris. Gerningsmændene, iført skimasker, tog ham med til et hus i udkanten af byen, hvor politiet senere fandt ham – med en finger skåret af. Ifølge det franske dagblad Le Monde var manden far til en person, der havde tjent store summer på kryptoinvesteringer. En millionløsesum blev krævet af sønnen.
Fransk politi oplyser, at de lokaliserede gerningsstedet ved at spore telefoner i området og i weekenden kunne pågribe fem unge mænd i 20’erne. Myndighederne frygtede for yderligere overgreb, hvis de ikke handlede hurtigt.
Artiklen fortsætter efter annoncen

