Brugt elbil: Svensk test understeger at batterier holder bedre end ventet

Elbilsbatterier holder langt bedre, end du tror. En ny undersøgelse af over 1.300 brugte el- og hybridbiler afslører, at otte ud af ti stadig har over 90 procent kapacitet tilbage – og nogle mærker klarer sig overraskende godt.

Når du køber en brugt elbil, er batteriet det første, du bør spørge til. Og ifølge en undersøgelse fra svenske Kvdbil, der har testet over 1.300 elbiler og plug-in hybrider, er der faktisk gode nyheder: de fleste batterier er i langt bedre stand end frygtet.

– De er faktisk bedre, end hvad vi troede, siger Martin Reinholdsson, testansvarlig hos Kvdbil.

 

I testen er bilerne rangeret efter “State of Health” (SoH) – en måling af, hvor stor en del af den oprindelige kapacitet, der er tilbage i batteriet. Resultatet: Hele otte ud af ti biler fik topkarakter, hvilket betyder, at de stadig har over 90 procent af deres oprindelige batterikapacitet.

– Nedbrydningen sker meget langsomt takket være avanceret teknologi og effektiv køling af cellerne. Resultatet punkterer myten om, at elbilbatterier hurtigt bliver slidte, forklarer Reinholdsson.

 

At elbilernes batterier holder så godt, er ikke kun positivt for miljøet – men også for brugtbilkøbernes økonomi. Et batteri med høj restkapacitet betyder lavere værditab og mindre risiko.

– Vores data viser, at rækkevidden falder meget lidt over tid. Man skal dog ikke stole blindt på fabrikkens WLTP-tal, men man kan trygt købe en brugt elbil uden at frygte et dødt batteri, siger Reinholdsson.

 

Allerbedst klarede Kia EV6 og Kia e-Niro sig, efterfulgt af Tesla Model Y. Også modeller som Opel Mokka-e, Audi Q4 e-tron og Volvo XC40 Recharge ligger i top-10.

Slid, klima og ladevaner spiller ind

De elbiler, der klarede sig dårligst, var typisk ældre modeller med højt kilometertal. Men det handler ikke kun om alder.

 

– Det er ikke knyttet til et bestemt mærke. Det handler mest om, hvor meget bilen er blevet brugt, siger han.

Han peger samtidig på fire faktorer, der i høj grad påvirker batteriets levetid: alder, klima, kørestil og ladevaner.

 

– Især hvor ofte du lynlader og lader op til 100 procent. Det slider. Det bedste du kan gøre, er at holde dig omkring 80 procent til daglig – og undgå ekstreme temperaturer.

Bilmærkerne med de bedste brugte batterier (højeste gennemsnitlige SoH-score baseret på over 1.300 tests):

 

  1. Kia
  2. Audi
  3. Opel
  4. Tesla
  5. Mercedes
  6. Peugeot
  7. Volvo
  8. BMW
  9. Volkswagen
  10. Skoda 

Elbilerne med de bedste brugte batterier:

 

  1. Kia EV6
  2. Kia e-Niro
  3. Tesla Model Y
  4. Opel Mokka-e
  5. Mazda MX-30
  6. Audi Q4 e-tron
  7. Fiat 500e
  8. Volvo XC40 Recharge
  9. Citroën e-C4
  10. Volkswagen ID 4

Ærgerligt nok fremgår det ikke af dataene, hvor mange af de enkelte modeller, der er blevet undersøgt eller hvor gamle de hver især er.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.