Det er tre år siden at General Motors fortalte om sin mål om at lancere 20 nye elektriske biler inden 2023. Den første skulle være en SUV fra Cadillac, men først nu får vi et glimt af, hvad Cadillac har gået og brygget på: Cadillac Lyriq er den første bil der er udrustet med GM’s skalerbare batteriteknologi, kaldet Ultium.
Sammen med en elektrisk udgave af den vulgære Hummer skal Lyriq være General Motors’ spydspids for både elbiler og Ultium-batterierne. Den er i samme vægtklasse som Audi e-tron, Jaguar i-Pace og Tesla Model X; altså en SUV i den dyrere ende.
Cadillac Lyriq blev vist frem natten til fredag i en udgave der, ifølge pressetrompeterne, kun rummer 80-85 procent af det, der vil gå i endelig produktion. Et af de områder der endnu ikke ligger fast, er netop batteriet. GM siger, at Lyriq vil få en rækkevidde på ‘over 300 miles’, hvilket er omkring 500 kilometer, men siger samtidig, at det ikke er urealistisk, hvis den endelige udgave får en rækkevidde på over 400 miles – altså knapt 650 kilometer.
Artiklen fortsætter efter annoncen





