Det går for langsomt med at få bremset salget af biler, der kører på benzin og diesel. Det vil Merkur Andelskasse nu gøre noget ved. For at sætte mere skub i udviklingen får kunderne derfor et blankt nej til finansiering af nye fossile biler.
– Målet er hele tiden at skubbe på udviklingen. Det gør vi nu ved at sige nej til at finansiere nye benzin- og dieselbiler. Også selvom det måske ikke er populært og kan koste kunder på den korte bane. Merkur har altid arbejdet for den grønne omstilling, og det bliver vi ved med, siger Charlotte Skovgaard, direktør i Merkur Andelskasse, i en pressemeddelelse.
Ud over at droppe fossilbiler helt, har Merkur også skruet sit billån sådan sammen, at elbiler favoriseres over eksempelvis plugin-hybrider. Det er ganske enkelt billigst at låne til køb af en elbil, mens et lån til en plugin-hybridbil er dyrere. Jo mere grøn, jo billigere.
Artiklen fortsætter efter annoncen

