Renault 4 E-Tech er en prisbasker. Her er de danske priser

Renault 4 E-Tech er den praktiske storebror til charmetrolden Renault 5 E-Tech og fås fra 206.990 kroner.

Renault har gjort det igen. Efter succesen med Renault 5 – som allerede har sikret over 3.000 danske ordrer – kommer nu storebror Renault 4 E-Tech. Den ikoniske familiebil er tilbage i elektrisk form, og de danske priser starter ved 206.990 kroner.

Hvor Renault 5 er charmetrolden, er Renault 4 den praktiske storebror, der både er længere, højere og mere rummelig. Faktisk får du hele 22 centimeter mere bil og næsten 100 liter ekstra i bagagerummet, som nu sluger 420 liter. Det hele med en lav læssekant på kun 61 centimeter, så indkøbsposer og barnevogne glider ind uden sved på panden.

 

Renault 4 kommer i to versioner:

  • 40 kWh batteri: 312 km rækkevidde, pris fra 206.990 kroner.
  • 52 kWh batteri: 407 km rækkevidde, pris fra 221.990 kroner.

Begge varianter leveres med 5 års eller 150.000 km garanti – og en motor på henholdsvis 120 eller 150 heste i stalden.

 

Hightech på budget

Her er der tænkt på hverdagen: Bagsæder og passagersædet kan lægges helt ned, så du kan stuve ting på op til 2,2 meter ind i kabinen. Renault 4 må også trække 750 kilo – et pænt nøk op i forhold til Renault 5.

Med 18,1 cm frihøjde og en lidt blødere affjedring end lillebror, kan du roligt tage den med på grusveje eller sommerhusture.

 

Bag rattet mødes du af samme digitale cockpit som i Renault 5: en 10,1-tommer instrumentering og en 10-tommer multimedieskærm med Google built-in. Du får dansk stemmestyring, Google Maps og adgang til apps fra Google Play.

AC-laderen er bi-directional, så du kan dele strømmen med grillen eller elcyklen, og på de hurtigste DC-ladere lader Renault 4 med op til 100 kW.

 

Se video fra vores prøvekørsel af Renault 4 E-Tech.

Retro med moderne twist

Renault har givet designet masser af nik til fortiden – fra de runde forlygter og den oplyste front til de særlige fælge med navne som Sixties og Parisienne. Og ja, du kan tilvælge et kæmpe stoftag, så hele familien kan få fornemmelsen af friluftskørsel.

Renault 4 kan allerede bestilles, og den officielle danmarkspremiere finder sted hos landets forhandlere den 27.-28. september.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.