Hvis du er træt af udgifterne til dyre kapsler til Nespressomaskinen kunne et godt alternativ være en fuldautomatisk kaffemaskine. Den koster godt nok en del mere i anskaffelse, men den er til gengæld væsentlig billigere i drift fordi du slipper for at betale flere kroner pr. kapsel. Vi har fået fingrene i en maskine, der laver en rigtig god kop kaffe: Delonghi Espresso ecam23463b.
Pænt og praktisk design Delonghi Espresso er en relativt lille maskine som vil kunne passe ind i de fleste køkkener. Materialerne er holdt i robust plastik og metal, som generelt virker solidt. Det er let at komme til de forskellige beholdere – både vandbeholder og affaldsbeholder, der sidder beg fronten. Den lille LCD skærm er let at læse og knapperne er gode og giver et tilfredsstillende fysisk feedback.
Opsætning med udfordringer Manualen til Delonghi Espresso er ikke just let at gå til – faktisk er den lidt indviklet at sætte op. Når man eksempelvis skal vælge sprog, kører de forskellige sprogmuligheder forbi i displayet, men man kan også dreje på knappen under displayet for at vælge. Man skal så holde “ok” knappen inde for at sætte sproget – men sproget skifter så hurtigt i displayet, at det kræver præcision at nå at holde knappen nede på det rigtige tidspunkt. Bevares, det er ikke en kæmpe ting, men det irriterer alligevel. Derudover undrede det mig, at maskinen blev ved at sige, at der ikke var vand i kredsløbet – samtidig med, at den spyttede vand ud i stride strømme. Til sidst lykkedes det dog at afslutte installationen – og så til alt det gode.
Ekstremt let at bruge Efter at have fyldt bønner og vand på, sætter man mælkebeholderen på fronten. Der er et par indstillinger for mælkeskummets tykkelse (Min umiddelbare tilgang er, at det kun er det kraftigste skum der giver mening her, men det er en smagssag) og hvor fint bønnerne males. Derefter er det bare at trykke på knappen for enten espresso eller cappuchino.
God kaffe Kvaliteten på den kaffe der kommer ud af en espressomaskine er jo meget op til kvaliteten på bønnerne. Ikke desto mindre er der stadig forskel på, hvor godt maskinen er i stand til at temperere vandet og male bønnerne rigtigt, og det er Delonghi Espresso rigtigt god til – begge dele. Derudover er mælkeskummet en næsten perfekt konsistens – og jeg har testet med forskellige typer mælk, og helt ned til minimælk er maskinen i stand til at lave en skum, der er helt acceptabel.
Let rengøring En af de mest irriterende ting ved espressomaskiner er rengøringen, og Delonghi Espresso kræver naturligvis rengøring – i hvert fald når man har lavet cappuccino. Men det er superlet at gøre – man drejer bare vælgeren på skummeren over på rengøring efter at have fyldt vand i – så renser den selv dyserne. Når maskinen slukker og tænder renser den også kaffedyserne.
God kaffe koster penge Delonghi Espresso koster 5.999 kr. Det lyder måske af meget, men til gengæld koster en espresso eller cappucino en brøkdel af, hvad man skal betale for tilsvarende hos eksempelvis Nespresso, den største af kapselproducenterne. Og i modsætning til kapselkaffen er det her meget lettere selv at vælge de bedste bønner – eller købe billige bønner syd for grænsen, hvis man har hang til den slags.
Delonghi Espresso laver en pokkers god kop kaffe og er let at bruge og rengøre. Og så er de 6.000 kr. måske værd at bruge.
Design
Pris
Funktioner
Ydelse
5.999 kr. Hvis du vil ud af kløerne på kapselproducenterne, er her et godt bud på en ret glimrende kaffemaskine.