Det er måske en god idé at vente med både tørretumbler og opladning af elbilen mandag aften. Mandag den 14. september topper den estimerede samlede elpris i Vestdanmark omkring klokken 19 på 7,57 kroner pr. kWh. Til sammenligning ligger dagens billigste time omkring klokken 14 på cirka 1,91 kroner. Det er altså næsten fire gange så dyrt at bruge strøm få timer senere. Tallene inkluderer spotpris, moms, elafgift samt estimerede net- og transmissionstariffer, men ikke abonnementer og individuelle tillæg.
Og dagens prishop er ikke et enkeltstående tilfælde. De seneste dage har budt på usædvanligt dyre timer, og forklaringen skal findes i en uheldig cocktail af vejret i Danmark og en alvorligt presset energisituation i Europa.
Vinden er næsten forsvundet
Den mest direkte årsag til de høje danske priser er ganske enkelt, at det blæser for lidt. Danmark har efterhånden så meget vindkraft i elsystemet, at vindstyrken har stor betydning for prisen. Når møllerne producerer meget, kan enorme mængder billig strøm presse markedsprisen ned. Når vinden forsvinder, sker det modsatte.
Artiklen fortsætter efter annoncen

