Ydeevne og sugeevne
Når det gælder rengøringskraft, er Dreame X50 virkelig imponerende. Motoren har en sugeevne, der uden problemer fjerner både støv, dyrehår og større krummer fra gulvet. Jeg testede den på forskellige overflader som trægulv, fliser og tæpper, og den leverede konsekvent et rent resultat. Især på tæpper viste den sine muskler, hvor den med sin stærke sugekraft kunne fjerne snavs, jeg ikke engang kunne se med det blotte øje.
Dog er der en bagside af denne kraft, for støvsugeren larmer også en smule nere end de fleste andre jeg har testet. På de højere sugeniveauer kan støjniveauet være så højt, at det forstyrrer, hvis man prøver at føre en samtale eller se tv samtidig. Heldigvis kan man via appen justere sugeniveauet, så det bliver mere tåleligt. Jeg sætter dog oftest maskinen til at køre når jeg alligevel ikke er hjemme, hvilket de fleste formentlig vil gøre – det eliminerer jo naturligt nok problemet.
Middelmådig software
Softwaren er et af de områder, hvor Dreame X50 stadig har potentiale for forbedring. Appen tilbyder mange funktioner, som fx zonerengøring, planlægning af rengøring og kortlægning af hjemmet. Men jeg oplever brugergrænsefladen som rodet og uoverskuelig, ligesom selve appens design virker en smule forældet med ekstremt små skrifttyper og enormt mange menupunkter. Jeg har flere gange stået med en følelse af at lede efter simple funktioner som start/pause eller tilpasning af sugekraft. Der er også stadig mange problemer med virkelig mærkelige oversættelser, der bærer præg af noget Google translate. Med den allestedsnærværende AI burde det altså være muligt at undgå mærkelige formuleringer og ord.
Derudover har jeg oplevet, at robotten nogle gange misforstår kortlægningen. Den kan finde på at køre gentagne gange over de samme områder, mens den overser andre. Opdateringer til appen er dog relativt hyppige, og jeg håber, at Dreame med tiden får rettet op på disse fejl.
Artiklen fortsætter efter annoncen